Seasick Steve runder de 70

Author:

Det er måske meget betegnende for Seasick Steve – eller Steven Gene World, som han egentlig hedder – at der hersker uvished om hans præcise fødselsdato. Men i følge internettets informationsstrømme skulle det være nogenlunde sikkert, at han fylder halvfjerds i år og at fødselsdagen er nært forestående. Sikkert er det også, at året markeres med et opsamling med titlen Walkin´ man: The Best of Seasick Steve, som Rhino Records (Warner) står for.

Steves vej til en musikalsk karriere er alt andet end almindelig. Han voksede op i en skilsmisseramt familie, hvor faderen spillede boogie-woogie-klaver. Men det var hos en medarbejder i faderens værksted, Steve lærte at spille bluesguitar som ganske ung. Det var inden, han som kun 13-årig måtte løbe hjemmefra for at undgå stedfaderens vold og leve som vagabond og daglejer i mange år.

Men musikken ville ikke slippe sit greb i Steve og i tresserne begyndte han at optræde på bluesscenerne og fik efterhånden også arbejde som lejlighedsvis studiemusiker og -tekniker. Senere blev han også producer på indieplademærker og stod fx for Modest Mouses debutalbum This Is A Long Drive For Someone With Nothing To Think About.

Det store gennembrud fra anerkendelse hos musikalske ligemænd til det store publikum kom, da han i 2006 optråde på britisk tv (hos Jools Holland selvfølgelig…) nytårs aften. Siden har mange andre landes publikummer fået ørerne op for Seasick Steve, bl.a. det danske publikum, som kunne opleve ham på Roskilde Festivalen.

Inden Steve fik udgivet sin første plade på et stort pladeselskab – I Started Out With Nothing And Still Got Most Of It Left (Warner) – havde han udsendt to album på det lille plademærke Bronzerat: Cheap (2004) og Dog House Music (2006). Siden har vi fået Man From Another Time (2009) og You Can’t Teach An Old Dog New Tricks. En enkelt opsamling er det også blevet til. I 2010 udsendtes Songs For Elisabeth, der nu følges op af Rhino-antologien. Tracklisten for sidstnævnte ser sådan ud:

1 Dog House Boogie

2 Cheap

3 I Started Out With Nothin’

4 Diddley Bo

5 Thunderbird

6 Happy Man

7 Cut My Wings

8 Treasures

9 St Louis Slim

10 8-Ball

11 Don’t Know Why She Loves Me But She Do

12 Walkin’ Man

13 You Can’t Teach An Old Dog New Tricks

14 Fallen Off A Rock

15 The Banjo Song

16 Never Go West

17 My Donny

18 Prospect Lane

19 Xmas Prison Blues

20 That’s All

21 Dark

Seasick Steve – der har fået sit kælenavn, fordi han meget let bliver søsyg – spiller sin egen personlige udgave af The Blues med et tekstunivers, der kredser om oplevelserne som hobo, bums og socialt udsat i Guds eget land. Og han spiller ofte på sine egne hjemmegjorte instrumenter, fx The Three-String Trance Wonder og The One-Stringed Diddley Bow. I sandhed en særling og en ener i moderne musik.

Seasick Steve hos Jools Holland : Dog House Don’t Know Why She Love Me

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *