“An adult repertoire that rocks with a steady roll, and she’s all of twenty-one years old“, skrev den skarppennede og skarpsindige amerikanske rockkritiker Robert Christgau i sin Forbrugervejledning til rocken, da Bonnie Raitt i denne måned for 40 år siden udsendte sit eponyme debutalbum. Og dermed indfangede han noget væsentligt ved Raitts musik. Nok var hun stadigvæk kun en grønskolling på 21, men musikalsk-holdningsmæssigt stod hun til ørerne i traditionen og lød, som om hun havde spillet et helt liv.
Og så lå det faktisk slet ikke i kortene, at Bonnie skulle blive musiker. Hun voksede op i en Quaker-familie, og selv om hun tidligt lærte at spille musik, var det etik og politik, der optog den unge dame. Hun ville til Afrika og rydde op i det rod, som kolonialismen havde efterladt.
Der skulle en tilfældighed til at sætte hende i gang med en musikerkarriere. Det var mødet med den legendariske bluespromoter Dick Waterman på Radcliffe College, hvor hun studerede Afrikanske studier, som satte tingene i gang. Watermans lidenskab for musikken og engagement i sine kunstnere inspirerede den unge dame så meget, at de to blev venner, og hun forlagde sin uddannelse et halvt års tid til Philadelphia, hvor Waterman havde flyttet sin forretning til. Og dermed blev Raitts skæbne beseglet. Hun fik mulighed for at spille med store bluesnavne som Howlin’ Wolf, Mississippi Fred McDowell og Sippie Wallace rundt omkring i Bostons natteliv. Og det varede ikke længe, før rygtet gik om den unge dame med slideguitaren og tæft for the blues – og pladeselskabernes vagthunde, talentspejderne, dukkede op. Warner Brothers var hurtigst med fyldepennen, og i 1970 skrev hun pladekontrakt med dem.
Debutpladen er et mønstereksempel på Bonnie Raitt musikalske produktion, der siden hen – i halvfemserne – gjorde hende til Grammy-darling og millionsælgende kunstnerne med sine mest mainstreamorienterede album (Nick of Time, 1989, Luck of the Draw, 1991 og Longing of the Heart 1994). En god blanding af egne sange og andres udsøgte ditto fremført i arrangementer, hvor Raitt backes op af nogle af de bedste musikere, der kan opdrives over there.
På debutpladen er der sange af Steven Stills, Sippie Wallace, Robert Johnson, Paul Sibel m.fl. Og en perlerække af gode musikere spiller bag Raitt, der selv synger for og trakterer slideguitar, piano m.m.
Debutpladen, som ikke blev nogen salgssucces, men blev rost til skyerne af kritikerne, afslører, hvad Bonnie Raitts styrke og svaghed som kunstner er. Hun er ikke den store sangskriver, men en formidabel fortolker af andres sange, som hun har et godt øre for at finde frem til i den store amerikanske sangbog. Hun er jordbunden traditionalist, hvilket hendes egne solide sange til fulde understreger. Og så skiller hun sig ud på spindesiden med sin slideguitar, som hun behersker til fulde med sit eget stilistiske touch. Kvindelige slideguitarister går der ikke tolv af på dusinet – heller ikke i guds eget land.
Finest Lovin’ Man (Raitt) – Bluebird live (Stills) – Walking Blues (R. Johnson)