Niels Skousens erindringsbog “Herfra hvor jeg står” begynder i et tog. Den femårige Niels står og kigger ud af togvinduet, medens toget bevæger sig gennem Rendsborg i retning mod det Tyskland, som familien kommer fra. Den kun 1 meter og 10 centimeter høje dreng iagttager sanseligt og konkret, hvad han ser. Togets lyde, skiltene på stationerne (skrevet med gotiske bogstaver), de krigshærgede tyske byer, menneskerne. Detaljerne stiger op fra papiret med en filmisk konkrethed.

Ved bogens slutning stiger Niels igen på toget. Han har indløst en 14-dages Eurodomino-billet og drager af sted mod sit oprindelsesland, Tyskland, hvis sprog han behersker, og hvor han kan ‘glide ubemærket’ ind.

I den mellemliggende tid har han levet sit liv i Danmark og er så småt nået frem til en erkendelse af, hvad han vil med sit liv. Skrive sange om det og spille dem. At være troubadour.

Rejsen er ikke en ukendt metafor for det levede liv. Niels Skousen nævner da også vores store rejsende digter, H. C. Andersen, som et forbillede og inspiration. Og togrejsen er et udmærket billede på, hvordan Skousens liv forløber i fortællingen. Han er både den iagttagende, “ der ‘herfra hvor jeg står’ med skærpede sanser registrerer, hvad der foregår omkring ham“, men også selvforglemmende aktiv og involveret i det liv, der leves.

I forbindelse med omtalen af den plade, hvorfra erindringsbogen henter sin titel, Skousen & Ingemans klassiker “Herfra hvor vi står”, forklarer Skousen, at teksterne på pladen netop handler om ‘hvor svært det er at nå frem til sit eget jeg’ og om betingelserne for denne svære selverkendelse, bevægelsen og forandringen. Semper idem et alter, som de gamle latinere sagde. Man skal forandres for at forblive sig selv. Og pladen er optaget af denne foranderlighed og bevægelse. “Jeg var optaget af bevægelse og forandring. ‘Det bevæger sig, når vi går’, var selve kernen i min indgang til den sang. Den oplevelse, at dit perspektiv, dit synsfelt og objekternes forhold til hinanden forandres, når du sætter dig i bevægelse. At handlingen, deltagelsen og din egen indgriben i verden var vigtig og gav et andet perspektiv end det du ville ved blot at sidde og se på”.

Og sætte sig selv i bevægelse og på spil gør den unge Niels fra første færd. Han kaster sig ud i livet i Danmark og lever det forlæns og forstår det så småt baglæns, for nu at parafrasere en Kierkegaard-maxime.

Niels er sammen med sin mor og storebroder kommet til Danmark efter krigen og besættelsen. Og moderen, der til sin død i en fremskreden alder af 93 år insisterer på sin tyske identitet, kæmper en heroisk kamp for at overleve og blive accepteret i et land, hvor det at være tysk, ja, i det hele taget anderledes, var et tungt åg at bære rundt på. Men Niels’ moder er også et aktivt og kreativt menneske, og det lykkes faktisk for hende at skabe et liv med gymnastik og dans som levevej blandt de danskere, som hun aldrig kommer til at kunne fordrage. Og man forstår hende godt, når man læser den barske historie. Hvis vi tror, “integration” er et nyt problem Danmark, så læs med i Skousens erindringer… Fortællingen om de første år frem til gymnasieårene står stærkt og gribende i fortællingen. Efter min mening noget af det bedste i bogen.

Hvor moderen står ved sin anderledeshed og kæmper sin kamp sammenbidt med den pris det har, fx i form af flere børnehjemsophold for Niels og storebroderen, så glider Niels ind i det danske liv uden de store problemer. Sådan som børn nu gør. Først i erindringens klare lys går det op for forfatteren, at det har haft en pris. Undervejs er noget blevet trængt i baggrunden, fortrængt, og det vender så tilbage. En almen lærdom ved livet.

Med fortællerens eget ordvalg, så kaster han sig ud i livet og håber at lande på begge fødder. Og springet lykkes. Det er også hans held, at det sker i en periode, “ tresserne“, hvor mulighederne er mangfoldige og verden åbner sig på en måde, vi hverken har oplevet før eller siden.

I sin gymnasietid får Niels smag for dramatikken og “ efter et årstid som medicinstuderende på universitet“ bliver teateret et af de to spor, der tydeligst løber gennem hans liv. Det andet spor er musikken. Uden andre forudsætninger end en skolekomedie bliver Niels Skousen skuespiller. Studenterscenen med Hans Chr. Ægidius som leder bliver under titlen Collage den læreplads, hvor Skousens skoling finder sted. Og derfra går det slag i slag. Niels går “ igen med forfatterens eget ordvalg “ fra det ‘ene rum til det andet’. Og et af disse rum bliver efter årene med Collageteateret tressernes nye populærmusik. Beatles, Stones, Kinks, Dylan. Og sidstnævntes Another Side of Bob Dylan får den unge Niels til at købe en elendig Western-guitar og øve sig hver eneste dag. Og langsomt, men sikkert bliver musikken det andet tydelige spor i hans liv.

Niels går fra det ene rum til det andet. Og dørene åbner sig. Skuespil, teater, film, tv, radio, musik m.m. Tilfældet hersker. Og en “ set her fra 2011“ en imponerende og misundelsesværdig lang række muligheder og chancer tilfalder fortælleren som appelsiner i turbanen. Dramatikken vejer tungt, men også årene med Skousen & Ingeman og Musikpatruljen fylder godt i erindringerne, selv om det var år, hvor hashtågerne hang tungt over hele sceneriet.

Det udadvendte liv fylder meget i bogen. Man får som læser en klar fornemmelse af at være med, hvor det sker. Og det private fylder tilsvarende lidt. Selv om vi får noget at vide, så hersker der en markant diskretion omkring det mest intime og private liv. Og det taler måske for sig selv, at det aktive liv, hvor fortælleren er opslugt af sit virke får ham til at glemme pleje det første ægteskab, han indgår. Utroskab og en efterfølgende smertende skilsmisse er prisen for en forglemmende opslugthed af det kunstneriske arbejde. Men intet er som bekendt ikke så skidt, at det ikke også er godt for noget, og bearbejdningen af skilsmissen er med til at sætte den efterlods forståelse af de foregående års ‘togrejse’ i gang. Niels når et point of no return og må indse, at han har været naiv. En ikke uvæsentlig erkendelse.

Skilsmissen bliver en ny begyndelse. Og Niels tager sig selv i nakken. Genoptager skuespilleriet og samler den musik, der efter årene med Peter Ingeman var gået helt i stå, op igen. Han vil spille teater og lave en ny plade. Og netop i vendepunktet løber han ind i en ung kvinde, digteren og den senere filminstruktør, Linda Wendel, som bliver fortællerens nye hjerterdame. Teaterarbejdet udvikler sig og topper, da Niels bliver en central figur i tv-serien “Landsbyen”, som han ikke alene spiller en hovedrolle i, men også er med til at idéudvikle og skrive. Til gengæld går det halvskidt med solokarrieren som troubadour. Efter albummet “Landet rundt”, som går helt fejl af tidsånden, opstår der et længere afbræk i det musikalske spor. Og for en tid bliver Skousen nærmest glemt som musiker. Illustreret af en oplevelse, han har på et værtshus i Ringsted, hvor han optræder sammen med Peter Ingeman og Stig Møller. Bodegapublikummet tager imod dem med tilråbet: “Aksel er Gud, Aksel er Gud!”. Skousen huskes kun for sin rolle i “Landsbyen”.

Det er nok ikke tilfældigt, at det egentlige erkendelsesmæssige vendepunkt kommer, da forfatteren sidder i et lille lokale ude på Østre Gasværk og skriver dagbog. Han er med i en lille rolle i opsætningen af Romeo og Julie og har tid til at sidde i sin minimale garderobe og skrive. Det er her, medens skriften folder sig ud på papiret, at han bliver klar over, at han undervejs har glemt sig selv, glemt at lytte til sin egen lyst. Og det er her beslutningen om at købe en ny guitar og kast sig over det fortællende sangskriveri bliver taget. Og beslutningen om at stige på toget igen.

Skousen forlader læseren på et tidspunkt, hvor han er genrejst som troubadour med de kritikerroste album “Dobbeltsyn” og “Daddy Longleg”, og hvor moderens død på et plejehjem får ham til at indse, at hans egen livsrejse er del af en større bevægelse. Generationernes store togrejse. Familiens og slægtens. Det går op for ham, at man for at blive sig selv, skal vedgå den ubevidste arv og gæld, man modtager fra sin familie. Fx moderens andethedsfølelse og hendes ambitioner, som kommer til udtryk i Niels eget optagethed af det moderne i teater og musik. Men også den fraværende fars betydning som fraværende.

“Herfra hvor jeg står” er en velskrevet erindringsbog. Den er skrevet i en enkel, sansemættet og konkret prosa, der trækker på samme hammel som den gode danske naturalistisk-realistiske tradition i dansk litteratur. Man mærker, at det ikke ligger forfatteren fjernt at skrive, selv om han langtfra og heldigvis ikke er “litterær” i sit afsæt og sit anslag. Undervejs kom jeg til at tænke, at Skousens prosa er som godt rugbrød med kerner i. Det skal forstås som en ros. Jeg elsker godt rugbrød.

Bogen er udgivet af Gyldendal i 2011.

Omtalen kan også læses i Geiger