Københavnerkvartetten Ulige Numre har barslet med deres debut-EP. Og som lovet ville jeg vende tilbage til den, når den udkom. Det gjorde den så for en god uges tid siden. I mellemtiden har deres charmerende ode til hovedstaden, “København”, fået den opmærksomhed, som den fortjener som en bittersød kærlighedserklæring til storbyen, hvor kærligheden til det andet køn ikke altid falder i hak. En sang, der både trækker på traditionen for sange om danske lokaliteter og på den internationale inspiration, bandet har suget til sig.

“København” er selvfølgelig med på EP’en, der i øvrigt byder på poprocksange fra samme ungdommelige univers, som debutsangen.

“Navn i sne” er en sang om at blive forført af et par pigeøjne i den snedækkede storby. Sangens jeg ved ikke, hvor de blå øjne tager ham hen, til toner af ringlende guitar, som bringer denne lytter tilbage til overgangen mellem halvtredsernes rock’n roll og tressernes beat.

“Så let” er en drømmerisk ballade om det svære, ja, umulige i at være helt tilstede i nuet – i lysternes og kærligheds vold. “Vi er unge lidt endnu…”.

“Hænder” er en elementær rocksang, hvor akkorderne mejsles effektiv ud. “Mine hænder rækker ud/ Her er ingen ting til salg” lyder omkvædet i en sang, der let poetisk-kryptisk nøjes med at antyde og afstår fra at sende et budskab.

“Sølvvognen” er det længste nummer – næsten fem minutter – på EP’en. Den er bygget omkring trommespillet, der står centralt i lydbilledet, akkompagneret af guitar og blæsere. Igen med en lyrisk tekst, der lader billeder og stemninger tale.

Ulige Numres potentiale forløses bedst i de ligefremme poprocksange som “København”, “Hænder” og “Navn i sne”, hvor de mundrette og poetiske tekster kommer til deres ret på en bund af dansende, syng-med-pop-rock.