Som bloglæser vil man være stødt på sagen om statsministers Anders Fogh Rasmussens ikke-villen-lade-sig-interviewe om Irak-krigen af en bestemt Ekstrabladsjournalist, Bo Elkjær. Sagen har rullet samtidig med den såkaldte “landskampskandale”, og det kan måske have skygget lidt for dens vigtighed. Men kun lidt, for debatten har rullet. Ombudsmanden er blevet involveret i sagen, fordi benævnte journalist har klaget til denne, idet han mener sig diskrimineret af statsministeren. Efterfølgende har ombudsmanden henstillet til, at statsministeren lader sig interviewe, hvilket er blevet afvist. Derfor har ombudsmandsinstitutionen lidt et autoritetstab. Herom kan man læse i ombudsmandens fine kronik i Jyllands-Posten forleden dag.
Nu var det slet ikke meningen, at jeg ville ytre mig om sagen, men der kom en diskussion på tværs. Her til morgen så jeg SFs formand Villy Søvndal diskutere sagen med statsministerens tro væbner, politisk ordfører Troels Lund Poulsen på TV2s morgentv. Her forsvarede Poulsen statsministerens handling ud fra ytringsfriheden. Argumentet gik i sin enkelhed på, at statsministeren som alle andre har sin ytringsfrihed – men ikke nogen ytringspligt. Han mente også, at der ikke var tale om et fravalg af en bestemt journalist, da denne jo kunne komme til statsministerens hyppige pressemøder, hvor han så havde mulighed for at stille spørgsmål.
Har statsministeren pligt til at ytre sig om Irak-krigen over for en bestemt journalist? Torben Lund Poulsen mener nej. Statsministeren kan som enhver anden lade være med at ytre sig. Men, som ombudsmanden rigtignok gør opmærksom på, så er det vigtigt at skelne. Fx mellem borgere og politikere i almindelighed og så en statsminister, der aktivt har ført landet ind i en krig på – lad os sige det sådan – et grundlag af skrøbelig legitimitet. Statsministeren er ikke hvem som helst. Set i lyset af, at statsministeren – sammen med et flertal i folketinget – har ført landet ind i en krig, hvor unge danskere mister liv og helbred (og, ikke at forglemme, tusindvis af civile irakere), og hvor en fredelig løsning synes at fortabe sig i horisonten, så må man spørge, om ikke Fogh Rasmussen – i det mindste – har en politisk og moralsk forpligtelse til at udsætte sig selv og regeringens politik for en kritisk journalistisk udspørgen fra en i sagen velinformeret journalist? Har landets borgere, offentligheden, ikke – i det mindste – et moralsk krav på, at statsministeren stiller sig og sin ytringsfrihed til rådighed for kritisk journalistik, så alle endnu engang får mulighed for at overveje deres holdning til den krig, der blandt andet indirekte fører til indskrænkninger af vores retssikkerhed og sikkert vil være landet til økonomisk byrde mange år frem i tiden? I det mindste…
Er aldeles enig – det er vi jo tit. Men jeg har en lille krølle at tilføje her…
Ravelli: Jeg kan kun være enig. En vigtig pointe i mit underspillede indlæg – der slet ikke forholder sig til den forfatningsmæssige problematik – er, at statsministeren hinsides sine forvaltningsretslige forpligtelser – OGSÃ… MORALSK er ansvarlig for at oplyse befolkningen om, hvad han ved, mener og tænker om krigen i Irak.
Gammeltoft skriver bl.a. meget præcist: “I samme øjeblik man bliver minister, eller borgmester, bliver man ogsÃ¥ en forvaltningsperson. Ministeren er den øverste forvaltningschef for sit ministerium, ligesom borgmesteren er det for kommunens forvaltning. Og i denne egenskab er det, at man i sin myndighedsudøvelse er underlagt forvaltningsrettens almindelige regler, f.eks. grundsætningerne om lighed og saglighed.”
Hvis den ENESTE grund, Statsministeren kan komme op med, til ikke at tale med Elkjær er, at han ikke har ytringspligt, sÃ¥ er det simpelthen forkert. Hvad gÃ¥r f.eks. i sÃ¥ fald spørgetimen i Folketinget ud pÃ¥? Kan en minister ogsÃ¥ der blot stille sig op som Tjenestens Louise Frevert og kigge tomt ud i luften for derefter at sige: “SÃ¥ har jeg vist ikke mere at sige til dén sag!” Netop ikke. En forvaltningschef skal naturligvis svare for sig. Hvad ville man sige, hvis en borgmester nægtede at tale med en anerkendt, kritisk journalist, der havde kulegravet en sag om korruption i den pÃ¥gældende kommune? Det ville vælgerne da ikke finde sig i… Som Gammeltoft imidlertid ogsÃ¥ understreger, er det ikke en MORALSK opfordring til Statsministeren, han kommer med: “Ombudsmanden er sat til at udrede juraen og holde øje med at myndighederne overholder deres retlige forpligtelser. Det er opgaven.” Hans fortolkning af sagen er Ã¥benlyst, at indtil Statsministeren har givet en saglig grund til afslaget, overholder han ikke forvaltningsrettet. Gammeltoft har blot ikke magt til at hÃ¥ndhæve den afgørelse, han nÃ¥r frem til. DERFOR er Statsministerens afvisning en juridisk underminering af ombudsmandsinstitutionen. Og derfor er den et problem for den mÃ¥de, vores demokrati iøvrigt er indrettet pÃ¥, og som vi af og til gør os en del til af overfor forskellige mennesker her og hisset. Og som jeg endda har hørt skal kanoniseres.
Ha, ha, ja, Torben Lund er jo en helt anden sag.
Men eller er jeg jo sæføli enig 🙂
Troels, ikke Torben.