I nekrologerne over Papa Bue læser jeg, at singlen "Schlafe mein Prinzschen" solgte 1 million eksemplarer i 1960. Det ville nok være utænkeligt, at et stykke New Orleans-jazz i dag ville komme op på et relativt så højt salgstal. Og mon ikke det siger noget om tiden dengang – før Beatles ændrede musikkens retning?

New Orleans-jazzen var en del af mit lydtæppe i barndommen, og den kom for alvor ind i mit liv, da det en kort overgang i gymnasietiden blev moderne at lytte til netop den form for jazz. Så moderne, at vi dengang til gymnasiefesterne engagerede de lokale kloner af Bues Viking Jazz Band, kaldet Fannikerne, til at spille "Ice Cream" og andre klassikere. Og jeg lyttede dengang også lidt til Papa Bue og hans musik. Men det blev aldrig rigtig min musik, og den gled hurtigt tilbage i lydtapetet efter gymnasiet – og der er den forblevet.

Men stilen har sin fast fanskare. Og Papa Bue anses for at have været en af de fremmeste stilister med publikum langt uden for landet grænser. I 2006 fejrede Papa Bues Viking Jazz Band 50 års jubilæum og kom dermed i det eksklusive selskab, der også snart tæller The Rolling Stones.