Som nævnt lytter jeg for tiden til programmet Natsværmeren, der præsenterer sig på DRs hjemmeside med ordene: “blå loungestemning til trætte hoveder, sære lyde for spidse ører og skæve rytmer til fiffige fødder”. Hovedvægten er lagt på klassisk musik, men isprængt er der andre – og har jeg fundet ud af – underfundige musikalske indslag.

I går aftes var en kvindelig gæst inviteret til at kommentere et stykke musik. Og det drejede sig om et operastykke, hvor en sopran synger en havfrues kærlighedssang. Og gæsten i programmet forklarede, hvordan lige netop dette stykke musik ramte hende i hjertekulen og maven. Det var det romantiske i sangen – underbygget af harpeklang og melodi, der gjorde udslaget.

Selv om jeg godt kunne høre, at det var smukt, så blev jeg ikke ramt. Og det er ikke, fordi det er klassisk. For jeg kan sagtens rammes af klassisk, jazz og andet, jeg ikke til daglig lytter til. Men det fik mig til at tænke på, hvad man forsøgvis kunne kalde musikkens mystiske element. Altså det der svært begribelige, der gør, at et bestemt stykke musik rammer en. Og som kan være svært at beskrive med ord, hvad enten det er musiktekniske og -teoretiske begreber, neurologiske termer eller fænomenologiske beskrivelser.

Emnet er interessant, fordi det handler om det, der får denne skribent til at blive ved med at skrive om musik. Musik handler jo i høj grad om følelser. Musikken taler i allerhøjeste grad til såvel intellekt som følelser. De to ting hænger som bekendt sammen som to sider af samme mønt.

I Natsværmeren i går aftes var der et andet stykke musik, der ramte mig eller greb mig. Det var noget fra den engelske komponist og bassist Richard Gavin Bryars “Jesus’ Blood Never Failed Me Yet“. Stykket er bygget op omkring et lille stykke sang – et vers, en stanza – som fremføres af en ukendt, hjemløs mand. Og lidt efter lidt lægges der lag af strygere, bas, harmonier oven på. Et stykke inde i sangen dukker Tom Waits op med sin uforlignelige, rå, sprunkne røst og synger med.

Muskken ramte mig som sagt. Uden tvivl var det den bevægende melodi, der gjorde det, men i lige så høj grad den hjemløses – og Waits – sang, der gav den smukke melodi den særlige, ekstra, bevægende dimension.