Gårsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske flødebolle, der kun arbejdede af nød og ellers forsøgte at udleve sin hedonisme, så godt han kunne. Få har som han formået at gøre laid back-dovenskab til sit brand. I følge anekdoterne brugte han sin sidste levetid foran tv-et, hvor han med en kold drink i hånden så gamle westerns fra 50’erne og lod verden udenfor passe sig selv.
Dino kom ind i mit liv, da jeg som dreng så en række af de morsomme film, han indspillede sammen med komikeren Jerry Lewis. Nørden og lapsen. Dino var – selvfølgelig – lapsen. Faktisk var han en ganske habil skuespiller. En overgang kunne man også se hans eget tv-show på DR TV, hvor han førte sig frem med et whisky-glas i hånden som varemærke.
Efterhånden begyndte jeg også at lægge mærke til hans dovne crooner-sangstil på Giro 413, hvor nogle af klassikerne fra hans repertoire – That’s Amore, Everybody Loves Somebody m.fl. – lød ud over baggårdene på de alt for lange søndag eftermiddage. Det sidste skub i retning af afhængighed fik jeg, da jeg i realskolen fik en sød gymnastiklærer, der elskede Dean Martin – specielt nummeret Red Roses For A Blue Lady – og ikke undlod at fortælle om forelskelsen og give smagsprøver på Martins udfoldelser. I øvrigt er Red Roses, underligt nok, ikke blandt 30 numre på denne samling. Så er det jo godt, at man har den på en anden opsamling.
Jeg ved godt, at Frank Sinatra betragtes som den største af de amerikanske croonere, men for mig er det altså Dean Martin – Little Ole Wine Drinker, Me…