For øjeblikket genser jeg en engelske nostalgitv-serie Landsbyhospitalet – The Royal – som vises på DR1 på hverdagseftermiddage. Jeg har set serien før, som ofte omtalt her i bloggen, men ikke fra ende til anden. Og det har slået mig, at bestemte sange og bestemte kunstnere dukker op ret hyppigt. En af gengangerne er Cat Stevens, hvis ballader ledsager idylliske og romantiske scener i serien. Og det har igen mindet mig om, hvor god en sanger og sangskriver egentlig er.

I denne måned for 40 år siden udkom albummet Teaser and the Firecat. Det var Stevens’ femte album og opfølgeren til det egentlige gennembrudsalbum fra året før Tea for the Tillerman, som havde scoret tredobbelt platin i USA. Teaser and the Firecat overgik forgængeren og hittede stort i såvel USA, Storbritannien og Australien.

Albummet var også en slags lydspor til Cat Stevens’ børnebog af samme titel, en bog om en dreng, der sammen med sin kat, Firecat,  vil putte månen tilbage på sin plads på himmelvælvingen, efter at den er faldet ned. Men sangene taler også for sig selv. Og albummet er fuld af vellykkede popsange: “Morning has broken”, “Moonshadow”, “Peace Train” “How Can I Tell You”, “Rubylove”, “Bitterblue” osv. Ja, der er faktisk ikke en eneste svag sang på den plade, som blev Cat Stevens største isolerede succes – selv om han havde flere skud i bøssen.

Bitterblue – Rubylove – Peace Train