Anden gang var lykkens gang for den amerikanske singer-songwriter Donald McLean. Don McLean, som han kaldes, debuterede i 1970 med albummet Tapestry, som kun fik beskeden opmærksomhed i hjemlandet. Men med efterfølgeren American Pie røg McLean ind på førstepladsen på Billboards Top 200-liste og mange andre steder jorden rundt.

Og det var især den let kryptiske titelsang om ‘den dag, musikken døde’, der hev albummet ind i pladekøbernes bevidsthed. Sammen med skæring tre på side et, “Vincent”, om maleren Vincent van Gogh.

American Pie var på en måde en paradoksal succes, for Don McLean var ikke og er ikke en udpræget popmusiker. Han er først og fremmest folkemusiker. Hans teenageridoler var The Weawers, og da han efter et afbrudt universitetsstudie besluttede sig for at gøre musikken til sin levevej, var det som folkemusiker han optrådte på spillesteder i New York, på New Port Folkfestival og andre steder. Med hjælp fra Pete Seeger lykkedes det ham at få styr på sin sceneoptræden og langsomt at opbygge et publikum. Det var også, medens han samarbejdede med Seeger, sangnee til debutalbummet blev til.

Efter at have løbet adskillige pladeselskaber på dørene, lykkedes det McLean at få det lille selskab Mediarts til at udsende Tapestry, som fik venlige ord med på vejen af folkemusikkens kritikere, men ikke gjorde sig uden for den nærmeste bekendtskabskreds. Men McLean havde det held, at United Artists Records kort tid efter købte Mediarts og dermed McLeans kontrakt.

Pladeselskabet må have troet på McLean. I hvert fald blev der bekostet en god produktion og hyret en håndfuld garvede sessionmusikere, og det – sammen med McLeans heldige hånd som sangskriver – gjorde udslaget, da pladen bragede gennem muren til mainstreampladekøberne. Jeg husker tydeligt den dag i gymnasiet, hvor Pia gik rundt og nynnede melodien til “Vincent” uden at ane, hvem der havde indspillet sangen. Siden er McLean blevet kendt for de to sange. De øvrige sange på albummet er nærmest på i glemmebogen.

Successen med American Pie smittede helt efter bogen af på opfølgeren Don McLean, som også var godt produceret osv. og solgte pænt uden at komme i nærheden af gennembruddet. Og siden har McLean stort set holdt sig væk fra hitlisterne og har koncentreret sig om at skrive godt sange – og indspille dem.

American Pie er på godt og ondt blevet Don McLeans kendingsmelodi, men den har også skygget for det forhold, at McLean har lavet mange andre fremragende plader med egne sange og fortolkninger af andres. Også album – fx Homeless Brother fra 1974 – som sagtens kan matche, ja endda overgå, succesalbummet fra 1971.

Crossroads – Empty Chairs – Till Tomorrow