Dagens sang: Nothin’ compares 2 U

Author:

I 1985 udsender The Family – den første band på Princes plademærke Paisly Park Records og et projekt for den hyperproduktive sangskriver Prince – albummet The Family. På pladen finder man en sang af Prince – Nothin’ compares 2 U. Den sang, som Sinéad O’Connor fem år senere gjorde til sin. Sinéad O’Connors fortolkning ramte den iørefaldende sangs lidenskabelige nerve. Med lige dele passion og indestængt aggressivitet – og ledsaget af en mindeværdig enkel video, der fokuserede på O’Connors smukke og udtryksfulde ansigt – udfoldedes potentialet i sangen.

Det sidste skete ikke med Princes egen version på Family-albummet, selv om Prince lægger meget sjæl i sangen og dens popmelodiske kvaliteter ikke lod sig skjule. Arrangementet er underligt ude af sync med sangens kvaliteter. Og den blev da også forbigået dengang.

Måske gjorde Sinéad O’Conners version Prince opmærksom på sin sangs muligheder. I hvert fald tog han den op igen i sine koncerter – og indspillede den igen i en version, hvor han fik vokal støtte af sangerinden Rosie Gaines. Optagelsen findes på opsamlingspladen The Hits/The B-Sides fra 1993. Og i denne udgave lader Prince ikke noget tilbage at ønske med hensyn til lidenskabelig henførthed. Og det, Prince ikke kan tilføre sangen af følelse, sørger Rosie Gaines for til overflod. Arrangementet er påfaldende diskret – med smagfuld guitar, piano og en saftig saxofonsolo – og understøtter fornemt vokalarbejdet i den passionerede duet. Den sang er hele opsamlingen værd…

6 thoughts on “Dagens sang: Nothin’ compares 2 U”

  1. @Donald: Prince sætter ikke sit lys under en skæppe. Ja, han er lidt af pralerøv for at sige det, som det er. Jehovas Vidne og særdeles dameglad ung mand pÃ¥ ca. 50. Men ogsÃ¥ – synes jeg – en overset rockguitarist og – nÃ¥r han tager sig sammen – en god sangskriver i den dansante, soulinfluerede ende af skalaen. Det rykker i danseskoene og underlivet, nÃ¥r han rigtig folder sig ud! 😉

  2. Nej nej nej – det er Sinead O’Connor, der trækker backing-gruppen. De er meget følsomme, javist, men hendes fortolkning rammer noget. Det er formentlig enestÃ¥ende i hendes karriere og noget, som hun mere eller mindre bevidst mÃ¥ vende tilbage til, det er derfra hendes drive stammer, det er derfra, hendes inspiration og dybde kommer.

    http://www.youtube.com/watch?v=vc5QOgnFyWw

    Den underlige cello-solo på ovst. giver hende en passende åndepause, men viser hvor tydeligt micro-fraseringen i hendes sang kræver bevidsthed på micro-sekund niveau. Underligt at skrive sådan om performance, det har jeg aldrig gjort før, men jeg har længe haft sådanne tanker om dette og hint.

  3. Ja, der skal flere til. Min undren gÃ¥r jo pÃ¥, at Sinead O’Connor har skabt en stemning, som jeg ikke finder pÃ¥ Prince’s version. Jeg kan selvfølgelig godt høre, at det er den samme komposition, melodi/akkorder. Det, som skuffede mig lidt, er at Sinead O’Connor kører med samme stemning i de andre sange, jeg fandt pÃ¥ YouTube – man kunne ønske at hun fandt et bredere udtryk.

    Min lyd pÃ¥ workstation her er egentlig ikke sÃ¥ dÃ¥rlig, men jeg prøver lige én gang til pÃ¥ hovedtelefoner at lytte til Prince’s version. Jeg synes Prince har et bredere spektrum af udtryk og “musikalske farver”, men jeg mÃ¥ indrømme at jeg ogsÃ¥ synes, at han er lidt problematisk fordi der ligesom er en monotoni, hvis man hører mere end 20 min. Prince – og sÃ¥ er jeg bekymret over at en person kan vælge sÃ¥dan et kunstnernavn.

  4. @Donald: Der skal to til en kop Medova eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Jeg er overbevist om, at stemningen pÃ¥ O’Conners version er skabt bÃ¥de af hendes fortrinlige stemme og opbakningen. Og det er rigtig nok, at Princes version er ganske anderledes. Og sÃ¥ alligevel ikke, men man skal høre den i nogle gode høretelefoner eller højtalere. Ellers gÃ¥r der for meget tabt…

  5. Man skulle måske stille spørgsmålet om en kompositions stemningsmæssige udfoldning (rytme, dynamik, improvisationer, variationer) af det kompositoriske grundlag (melodi-linie/harmonier) er det, som danner identitet.

    En uheldig sætning ovf. jeg kan ikke lige finde ud af hvor jeg skulle anbringe præpositionen: (af det komp …(xxx)) sÃ¥ den er ligesom lidt i vejen.

    Analogt kan man sÃ¥ spørge, om Sinead O’Connor har skabt stemningen eller om det er den ofte hørte historie om at en studiemusiker leverer en backing, som holder hende oppe. Det var i hvert fald en heldig kombination, en fantastisk lyd, rytme osv. Hører man andre Sinead O’Connor ting kan man somme tider fÃ¥ en fornemmelse af at hun gerne mÃ¥ prøve andre udtryk (Don’t cry for me Argentina, Mandinka 1989 Grammy (uha) Abba Chiquita 1998 – nej jeg leder ikke videre).

    Prince fik ikke en chance pÃ¥ de smÃ¥ højtalere her, mÃ¥ske et lydstudie kunne yde den mere retfærdighed – men skal jeg være ærlig tror jeg ikke det hjælper.

  6. Jeg lytter – det lyder underligt, nÃ¥r man kender Sinead O’Connor’s indspilning. Det er som en slags helt anden melodi (jeg kan godt genkende omkvædet og akkorderne).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *