Den nu 65-årige amerikanske sangskriver og musiker John Prine begyndte sin musikalske løbebane sidst i tresserne. På det tidspunkt ernærede han sig som postbud efter at have aftjent sin værnepligt som udstationeret i Tyskland.

Egentlig var det vist ikke meningen, at Prince skulle optræde. Han foretrak at lytte til andre kunstnere og var måske lidt selvudslettende. Men nogen skubbede til ham og han begyndte at optræde bl.a. ved The Fith Peg on Armitage Avenue. Og det varede ikke længe, før musikkritikerne fik øje på Prines sangskrivertalent.

Helt naturligt gled Prine ind i den tids folkbølge, som skyllede ind over landet – og også ramte hjembyen Chicago, hvor han stod side om side med andre talenter som fx Steve Goodman, som blev Prines gode ven.

I 1971 debuterede John Prine med albummet, der blot bærer hans navn. Og den skaffende ham et par fans af betydning: Kris Kristofferson og Bob Dylan. John Prine blev også kaldt “den næste Bob Dylan”, men en ting er at få den mærkat klæbet på sig af en sensationslysten musikpresse, noget andet er at opleve ved en af sine første optrædener i New York, at his Bobness selv dukker op og optræder som mundharmonikaspillende backingmusiker. Det er anerkendelse, der er til at føle på.

Selv om John Prine har oplevet nogen kommerciel succes – især med et album som Common Sense fra 1975 – så har han aldrig været en musiker, der søgte den hurtige hitlistesucces eller for alvor gik på akkord med sin sangskrivning. Som Bob Dylan og Kris Kristofferson er Prine en sangskriver, der er svært at sætte på en entydig formel, men hele tiden skriver i tidsånden om det alment menneskelige og i et sprog, der både taler direkte til lytteren og alligevel udfordrer til tankevirksomhed og refleksion.

I firserne tog han konsekvensen af sin egen kompromisløshed og lavede sit eget pladeselskab Oh Boy Records, hvor han siden har udsendt sine plader. Undervejs har Prine skrevet sange sammen med andre ligesindede. Blandt andet med vennen Steve Goodman, som døde i 1984, og Howard Epstein.

John Prine er en af den slags sangskrivere, der leverer gode sange til andre kunstnere og nyder den allerstørste respekt fra andre, samtidige musikere. Ud over Dylan og Kristofferson tæller beundrerne fx også d’damer Lucinda Williams, Emmylou Harris, Dolores Keane og Iris DeMent, som har indsunget duetter med Prine. For at understrege, hvad vi snakker om, vil jeg lige gengive Bob Dylans cadeau til Prine fra et interview med Huffington Post:

“John Prines ting er den rene Proustske eksistentialisme. Bevidsthedsrejser fra Midtvesten i højeste potens. Og han skriver smukke sange. Jeg kan huske dengang, Kris Kristofferson fik ham op på en scene for første gang. Alt det med “Sam Stone”, junkysoldaen og “Donald and Lydia“, hvor folk elsker på miles afstand. Ingen andre end Prince kunne skrive sådan. Hvis jeg skulle udvælge en af hans sange kunne det være “Lake Marie“. Jeg kan ikke huske, hvilket album, den er fra.”

Større respekt kan man næsten ikke få fra mesteren selv.

I omegnen af 20 album er det blevet til siden debutten. Heriblandt et par anbefalelsesværdige opsamlinger. I 1976 kom Prime Prine: The Best of John Prine, som fint dækker de første fire album. I 1991 udsendte Rhino det fine udvalg Great Days: The John Prine Anthology med 41 af Prines sange fordelt på to CD’er. Og i år har Prine udsendt The Singing Mailman delivers, som består af hans allerførste indspilninger fra dengang, hvor han gik rundt med breve i Chicago. Optagelserne blev foretaget af WFMT Studios i forbindelse med et af de første interviews, som blev foretaget med Prine, efter at han var blevet “opdaget”. På pladen finder man bl.a. en tidlig version af sangen “Sam Stone“, der er en af de bedste sange om soldaternes erfaringer med og efter Vietnam-krigen.

John Prine fylte 65 den 10.oktober, og det må være en passende lejlighed til at gøre opmærksom på en sanger og sangskriver, der ikke er overset, men burde være meget mere anerkendt end tilfældet er – uden for musikercirklerne.