Bedst som man gik og troede (selv om tvivlen gravede…), at sagen om Milena Penkowa var stillet i bero, medens politiet undersøger anklager om dokumentfalsk , og en kommission gransker hendes forskning for fusk, så har Penkowa indgivet en klage til Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed. Klagen drejer sig om professor Elisabeth Bock, som har været Penkowas kollega og ven. Og klagen gælder Bocks påståede videnskabelige uredelighed…

Konkret drejer anklagen sig om, at Penkowas navn angiveligt er blevet (mis)brugt i forbindelse med nogle offentliggjorte opslag, der er blevet brugt ved videnskabelige konferencer. Penkowas påstand er, at hendes navn er blevet brugt uden hendes samtykke – og at navnet derved er blevet sat i forbindelse med “dårlige forskning”.

I følge Weekendavisens og Universitetavisens artikler om den ny sag, så opfattes Penkowas klage af professor Bock og hendes medarbejdere som udtryk for revanchisme og chikane. Og man mener, at have dokumentation (emails m.m.), der modbeviser Penkowas påstand om et misbrug. Samtidig – og det er måske det mest interessante ved den nye sag – så retter professor Bock en kritik af selve Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed, idet hun siger:

»Det er et problem, at systemet kan bruges som chikane. UVVU er med rette blevet meget rost som en god opfindelse, men der vil altid være problemer, når folk kan gå og anmelde hinanden.«

Penkowa-sagen som sådan har foreløbigt resulteret i, at hele ni klagesager ligger til behandling i UVVU. Så sagen er ikke bare blevet en sensationel sag om videnskabelig uredelighed og fusk. Den har også kastet lys over et akademisk miljø, hvor det langt fra altid drejer sig om smukke videnskabelige idealer osv., men i allerhøjeste grad også om de alt for menneskelige egenskaber: hævntørst, misundelse, unfair konkurrence og personlige sym- og antipatier. Netop, fordi der er tale om videnskabelige idealer, så er anklager om uredelighed og fusk meget alvorlige for de anklagede forskere og kan i værste fald være ødelæggende for deres virke som forskere. Weekendavisen giver nogle eksempler på, hvor skadende sådanne anklager er. Som professor Eske Willerslev antyder, så er det næsten umuligt at vaske en uredelighedsanklage af sig igen. Det er som med anklager af seksuel karakter – de har det med at blive sidden som sorte pletter…

UVVUs problematiske rolle forstærkes selvsagt af, at forskerne godt er bevidste om denne skadelige effekt, som en anklage har. Lige som det heller ikke er befordrende for systemets virkemåde, at det ikke har de store konsekvenser for klagerne, hvis anklagerne viser sig ikke at holde…

Hvor UVVU skulle være garanten og sikringen af idealernes fastholdelse, er udvalgene nu selv blevet kritik og tvivl. Fungerer systemet efter hensigten, som Weekendavisen spørger.

Penkowas seneste klage er ikke kun en lille note til en i forvejen omfangsrig sag. Den er en understregning af, at Penkowa-sagen som sådan ikke bare er historien om et lysende forskertalents storhed og fald, men også en kritisk prisme, hvorigennem man kan se de politiske, universitære og videnskabelige systemers sprækker og svagheder.