Tassili er titlen på turaregrockerne Tinariwens femte album. På pladen dyrker de det akustiske udtryk og får hjælp fra en række vestlige musikere. Men resultatet er det samme fascinerende musikalske univers, hvor gruppens solide ørkenrødder vandes med ingredienser fra den store verden uden for Sahara.

Ethvert band har sig egen mytologi. Tinariwens begynder, da gruppens stifter Ibrahim Ag Alhabib som dreng i tresserne ser en cowboy med guitar i en amerikansk western. Han bliver så fascineret af det, han ser, at han laver sit eget guitarlignende instrument af en blikdåse, en pind og kabler fra en cykelbremse. Og han begynder at spille den musik, han kender og hører. Gamle tuaregsange og arabisk pop.

Dette tidlige møde mellem den tuaregiske og den vestlige kultur fortsætter i halvfjerdserne, hvor Alhabib møder ligesindede musikelskere blandt de tuaregiske oprørere. De begynder at spille sammen på deres hjemmelavede instrumenter og søger inspiration i marokkansk protestmusik, algiersk Rai og vest lig pop og rock – fra Elvis til Jimi Hendrix og Bob Marley. Vennerne spiller rundt omkring til lokale fester og får efterhånden råd til at købe “rigtige” instrumenter.

Efter i en årrække at have arbejdet i det libyske militær og flyttet rundt som tuaregiske eksilerede besluttede musikene sig i 1991 for at blive fuldtidsmusikere. Og året efter bliver det første kassettebånd indspillet i Abidjan i Elfenbenskysten. Og efterhånden bliver gruppen, der endnu ikke har et fast navn med kalder sig ‘drengene fra ørkenen’, Kel Tinariwen, populære hos de tuaregiske nomader.

Et møde med det franske orkester Lo’jo i 1998 føre til skabelsen af en musikfestival i Alhabibs hjemland, Mali, i 2001. Ørkenfestivalen får Tinariwen øverst på plakaten og eksponerer for første gang for alvor gruppen uden for det afrikanske kontinent. Efterfølgende optræder de i Danmark (Roskilde, MOMAD) og London. Og i 2001 indspiller de deres debutalbum, The Radio Tisdas Sessions, som udsendes uden for Nordafrika og gør Tinariwen kendt i en større kreds af musikelskere.

Siden er det gået slag i slag, og Tinariwen har spillet mange steder i Europa, USA, Japan og Australien. Og de har fået mange venner blandt vestlige musikere med smag for Verdensmusik. Blandt gruppens fans finder man Brian Eno, Thom Yorke, U2 og TV on the Radio.

Mødet med de vestlige musikere viser sig tydeligt på gruppens seneste udgivelse, albummet Tassili, hvor Kyp Malone og Tunde Adebimpe (fra TV on the Radio), Dirty Dozen Brass Band og Nils Cline (Wilco m.fl.) medvirker.

Tassili er gruppens femte album, men selv om Tinariwen er blevet mere professionelle og får hjælp af vestlige venner, så er der stadigvæk tale om musik, der er dybt forankret i den tuaregiske kultur. Den udpræget akustiske plade byder på iørefaldende sange, hvor den flerstemmige sang, de eksotiske, tuaregrytmer og den lokale assouf-guitarstil dominerer. De vestlige musikere tilføjer et ekstra lag – fx Nils Clines fine guitarimprovisationer på pladens første sang, ”Imidiwan ma Tenam” – men forstyrrer heldigvis ikke Tinariwens særlige puls og udtryk.

I sangene (der er oversat til engelsk i coveret, men synges på modersmålet) besynges hjemegnen, Saharas ørkener, ensomheden, kvinden og det hårde liv som tuareg. I teksterne er der en understrøm af poesi og melankoli, som uvægerligt leder tanken hen på bluesmusikken i dens tidlige form. Tinariwens udgave af verdensmusikken kan opfattes som en regional udgave af the blues. Lyt til Tinariwen – de fortjener mange lyttere.

Du kan også læse min omtale af pladen på Geiger – lige her.