Skandinavia – om tv-kanaler, antenneforeninger m.m.

Author:

Vi er på kabel-tv. Og har efter lang tids diskussion (Far, hvorfor skal vi ikke have MTV og TV3? Fordi!) besluttet os for den “lille pakke”, bestående af DR1, DR2, TV2 og et par lokale tv-stationer. Dertil kommer en “prøvekanal”, der har været alt fra Hallmarks oldiebiograf til norske skodkanaler. Men, nu har antenneforeningen besluttet, at vi skal være mere europæiske (internationale! globale!). Derfor er den “lille pakke” udvidet til en temmelig stor pakke med 15 kanaler. Eller er det 16?! Hvorom alting er, så kan vi nu se tyske, svenske og norske programmer for en såkaldt mindre “merpris” (for mig er en “merpris” altid en overpris, når produktet er noget lort). Men, antennedemokratiet har talt, Fruen har nedlagt veto mod, at der vises tyske programmer, når hun er i stuen, og datteren fornøjer sig mere flere udenlandske (for det meste amerikanske) ungdommelige serier af mere eller mindre lødig karakter. Og så måtte jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg igen kunne se den tyske N3, der tidligere har vist nogle udmærkede kultur- og litteraturprogrammer ved midnatstid. – Og så, medens jeg sidder der på min flade og indstiller kanaler, falder mit øje på en kanal ved navn Skandinavia. Den viser en udsendelse om den store, nu afdøde, grafiker Palle Nielsen. Fantastisk udsendelse! Senere viser samme kanal en udsendelse om digteren Inger Christensen. Igen en superb udsendelse. Jeg har prøvet at finde en programoversigt for kanalen i et stort tv-og-sladderblad. Men kanalen figurerer ikke i oversigten. Og kanalen har heller ikke en tekst-tv-side, der kan hjælpe. Kort sagt: Det er en godt skjult hemmelig kanal for folk, der gerne vil se lødige programmer uden snak fra medieliderlige studieværter M/K. Den rene vare…

Opdatering: Heftig internetsøgning gav pote. Det viser sig, at Scandinavia er en helt ny kanal, der kun kan ses af kunder hos Telia. Antenneforeningen århus fortæller:”Skandinavia er skabt af 125 af Nordens førende filmmagere, her i blandt danske Bille August, Susanne Bier, Lars von Trier, Erik Clausen, Henning Carlsen og mange flere.
Skandinavia vil udelukkende vise danske og nordiske kvalitetsproduktioner.
Hver dag fra kl. 16.00 tilbyder Skandinavia nye spændende programmer i alle filmgenrer til alle aldre.I september måned har Skandinavia TV premiere på mere end 100 spændende dokumentarfilm, kortfilm, spillefilm og TV drama.Skandinavia’s sendeflade vil primært bestå af dokumentarfilm med overraskende underholdning, nye oplevelser og nærvær.
Skandinavia vil også løfte sløret for et nyt dansk filmprogram med Søren Høy, kendt fra Filmland på DR2 og svenske Emma Gray som værter. Film2006 vil kun kunne opleves på Skandinavia”. Så vidt så godt. Skidt er det så, at vi med den “lille”, store pakke kun har Scandinavia som prøvekanal, dvs. for en begrænset periode. Nu tegnede det lige så godt 🙁

One thought on “Skandinavia – om tv-kanaler, antenneforeninger m.m.”

  1. Tak for den meget fine omtale af Skandinavia. Vi håber at kunne komme ud til mange flere. Det kræver at flere end vi selv synes kanalen er super og derfor en stor tak!

    Bedste hilsner

    Niels Aalbæk Jensen
    Adm. Direktør
    Skandinavia – Filmmagernes TV Kanal

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *