The Pierces består af søstrene Catherine og Allison Pierce, der begge er midt i trediverne. De har tre album på samvittigheden. I 2004 kom den eponyme debut, som året efter blev fulgt op af Light of the Moon. Siden er kommet Thirteen Tales of Love and Revenge (2007) og i maj kom så You & I.

De er altså ikke nybegyndere. Alligevel er de forbigået min opmærksomhed, indtil for et par uger siden, hvor jeg tilfældigt stødte på dem. Lidt research på The Pierces afslører, at de som børn er blevet opflasket med forældrenes musik fra tresserne, Simon & Garfunkel, Joni Mitchell og andre folkinspirerede popkunstnere. Og der er da også noget umiskendeligt tresseragtigt over The Pierces’ musik. Prøv fx at øre You’ll Be Mine fra det nye album. Videoen sender tydelige hilsner til hippierne – og lyden er Mamas & Papas som de sikker ville lyde, hvis de indspillede nu til dags. Måske endnu tydeligere bliver det på Kissing you Goodbye fra samme plade, hvor Califonia Dreamin‘ ekkoer umiskendeligt i omkvædet.

The Pierces er velproduceret, poleret pop, fuld af vokal velklang og længsel mod en svunden tid, hvor de to unge damer ikke engang var på tegnebrættet. Retropop eller uforskammet genbrug af veludtjente, men stadigvæk gangbare, musikalske klichéer fra poppens store sangbog. Og man skulle være et uforskammet, gammelt fjog, hvis ikke man kunne nynne med på The Pierces harmløse pop.