Der er nogenlunde enighed om i den politiske debat, at den fremtid, ingen af os kender, har brug for veluddannede unge, som ikke alene er fagligt dygtige, men også kreative, innovative, iværksættende og meget mere. Men vejen derhen er der til gengæld uenighed om. Det ser man i den overordnede uddannelsesdebat og i pædagogikken. Den ene fløj råber på målbare kundskaber, formelle krav og SKOLE, medens den anden helst vil tale i bløde kategorier som læring, undervisningsdifferentiering og udvikling. Groft taget.

Men spørgsmålet er, om der er tale om et enten eller? Og om der er nogen simpel løsning på opgaven? Jeg fristes til at citere den tyske filosof Theodor Wisengrund Adorno, der i sin bog Minima Moralia lod den tanke nedfælde, at ‘alle veje fører til Rom’ – undtagen ‘den gyldne middelvej’. Sagt på en anden måde, så tror jeg ikke på, at uddannelsessystemer kan indrettes på at frembringe de unge, som konsensus kræver og ønsker.

Steve Jobs, der døde d. 5 oktober, er et eksempel på, hvor snirklet vejen er for et talent. Jobs var barn af et et syrisk-jødisk par, der bortadopterede ham til et armensk ægtepar. Efter at have overstået high school fulgte han nogle computerkurser ved Hewlett-Packard, hvor han også fik et job. Derefter begyndte han på college, men droppede ud efter bare et semester. Han fortsatte dog med at følge nogle af timerne, medens han boede hos venner og tjente til dagen og vejen ved at sælge pantflasker og spise gratis i det lokale Hare Krisna-tempel.

Han fortsatte sin "uddannelse" i den uformelle Homebrew Computer Club – en klub for computernørder – samtidig med, at han fik et job hos Atari, der lavede videospil. Men formålet var ikke at gøre karriere. Jobs ville til Indien for at søge spirituel fred.

Det lykkedes for ham at gennemføre projektet, og Jobs vente tilbage som buddhist, kronraget og iført lange gevanter.

I sin spirituelle søgen havde Jobs også – helt i tidens ånd – eksperimenteret med ‘bevidsthedsudvidende’, psykedeliske stoffer – fx LSD. Noget, han siden fremhævede som værende en af de vigtigste erfaringer, han havde gjort i sit liv. I det hele taget lagde Jobs ikke skjul på, at det, han selv betegnede som sine ‘modkulturelle rødder’, var afgørende for hans videre virke.

Undervejs havde Jobs fået flere venner, bl.a. Steve Wozniak og Ronald Wayne, med tilsvarende ‘skæve’ personligheder. Og sammen startede de computerfirmaet Apple i 1976. Og resten er historie, som man siger.

Jobs er bare et eksempel på, at vejen til succes (og jeg tænker ikke kun på økonomisk sådan) ikke simpelthen er brolagt i de målrettede uddannelsessystem, som er borgerlige danske politikeres drøm. Et andet eksempel kunne være skaberen af Skype. Men også ude for det teknologiske felt er eksemplerne på atypiske talenter legio.

Steve Jobs vej til succes – og hans alt for tidlige død – burde give de politikere, der absolut vil tvinge alle unge gennem uddannelsessystemet (og her har de nye regering åbenbart ikke noget at lade den gamle høre…), noget at tænke over. Et rigidt, formalistisk uddannelsesystem kan allerhøjest sikre middelmådigheden. Opgaven kunne være at skabe rammer, der giver plads til de ‘utilpassede’, ‘skæve’ unge, som der nok i virkeligheden er mange flere af, end vi er tilbøjelig til at tro…