Der er sange, som tiden går nærmest umærkeligt hen over. En af disse sange er “The Tracks of my Tears”, som Smokey Robinson and the Miracles gjorde til et millionsælgende hit for Tamla Motown i 1965. Sangen blev skrevet af Smokey Robinson, Pete Moore (bassanger i Miracles) og guitaristen Marv Tarplin. Faktisk var det sidstnævnte, der satte sangskrivningen i gang med sit æterisk, smukke guitarspil, der indleder sangen og er med til at give sangen dens sværmerisk-drømmende karakter.
Sangen blev nærmest The Miracles kendingsmelodi, og den er siden blevet en standard, der er fortolket af et hav af andre kunstnere, fra Dean Martin til UB 40. En udgave, jeg holder særligt meget af, er Linda Ronstadts kongeniale og loyale fortolkning på albummet Prisoner in Disguise (1976). Også selv om den ikke kan genskabe Tarplins uforglemmelige indledning…
Marvin Tarplin døde den 30. september, 70 år gammel. I en halv menneskealder var han musikalsk drivkraft i The Miracles. Og han satte også sit fingeraftryk på flere af gruppens sange, bl.a. “I Like It Like That” (1964), “Going to a Go-Go” (1965), “The Love I Saw in You Was Just a Mirage” (1967), “Doggone Right” (1969) og “Point It Out” (1969). Tarplin var også medkomponist på flere numre i Smokey Robinsons solokarriere, lige som han havde medansvarlig for Marvin Gayes hits “Ill Be Doggone og “Ain’t that Peculiar”.
Tarplins talent blev opdaget i 1959 af pigegruppen The Primettes, der spottede ham i en natklub, som lå lige over for deres øvelokale. The Primettes bestod af sangerinderne Florence Ballard, Mary Wilson, Betty McGlown og Diana Ross, som siden skulle gøre sig bemærket under navnet The Supremes. Mødet førte til, at Marvin Tarplin blev guitarist for The Supremes i gruppen formative år, inden en audition hos talentspejder Smokey Robinson førte ham ind i The Miracles, som han var tilknyttet i næste fem årtier.
@Donald: Ja, det er mærkeligt, ‘hvordan en lille melodi-snut kan betyde sÃ¥ meget’. Og det er vel ogsÃ¥ noget af det, der gør, at man – vi – aldrig bliver færdig med musikken.
@Donald: Bare det var mig, der havde The Miracles til gode:-)
http://www.youtube.com/watch?v=rNS6D4hSQdA
Her er guitar-intro’en mere tydelig; udover intro gÃ¥r den jo igennem hele nummeret, sÃ¥ det er vel det, man teknisk kalder et gennemgÃ¥ende tema eller riff, hvis det havde været jazz.
Det er da mærkeligt hvordan en lille melodi-snut kan betyde sÃ¥ meget for stemningen i denne sang. Jeg har lidt svært ved at hensætte mig i 65’er stemningen med lys og grammofon og søde piger som gerne danser, men med lidt anstrengelse kommer det 🙂
Jeg kender slet ikke noget af den musik, eller “Miracles” overhovedet, selv om jeg har hørt om Smokey og Motown og den store underskov af spændende musik.
Men indlægget er jo et af dem, som får mig til at føle mig gammel: Nu faldt der endnu en af dem, der burde have været kendt og elsket og levet et sundt og langt liv, men sådan er det jo desværre sjældent i vores branche.