Bob Dylan er ikke for fastholdere. Og har aldrig været det. Jeg kan godt huske, at han altid blev omtalt som “protestsanger”, da jeg først hørte om ham. Men selv om han sang socialt indignerede sange, så skulle det snart vise sig, at han var større end det. Dylan var mere end folkemusik.

Han satte strøm til folken og der blev ballade. Puristerne kunne ikke følge med eller finde ud af, hvad han ville. Senere kastede han sig over Country and Western med Nashville Skyline (1969) og New Morning (1970).

Og inden debatten om Dylans countryficering havde lagt si,g vendte han med et slag tilbage til den indignerede sociale protestsang – eller i hvert fald noget, der lignede.

I 1971 – et år, hvor Dylan ikke udsendte et regulært studiealbum, men derimod sin anden hitopsamling Bob Dylan’s Greatest Hits Vol. II /More Bob Dylan Greatest Hits – og en bog, Tarantula – gik han i studiet og indspillede sangen “George Jackson”. Den blev indspillet i august 1971 og udsendt i november. Det var den tredje single det år, efter “If not for you” (fra New Morning) og “Watching the River Flow”, der var med på Greatest Hits-pladen og var det andet originale bidrag fra Dylan det år.

Sangen “George Jackson” en ode til Black Panther-lederen Jackson, som blev dræbt af fangevogtere i San Quentin-fængslet den 21. august 1971. Drabet resulterede i et fangeoprør i et andet fængsel, Attica. Og hændelsen bevægede åbenbart Dylan til at finde den sociale indignation frem og omsætte den til digterisk form. “I woke up this mornin’/There were tears in my bed/They killed a man I really loved/Shot him through the head osv.”. I sangens sidste vers identificerer sangens jeg sig selv og andre med den stolte, stærke fange Jackson, der ophøjes til et symbol på det stærke, elskende frihedssøgende individ. “Sometimes I think this whole world/Is one big prison yard/Some of us are prisoners..“.

Du kan læse hele teksten her – og høre sangen i den originale version.