Da jeg læste, at Jessy Dixon døde i mandags i sit hjem 73 år gammel, var den første association Paul Simons sang “Loves Me Like A Rock”, som aldrig ville være blevet den samme, hvis ikke netop, fordi Jessy Dixon og hans Singers havde givet arrangementet dets medrivende, swingende gospelbund.

Men det siger måske også lidt om mit ambivalente forhold til gospel. Jeg har ikke en eneste gospelplade, men masser af de plader, jeg har, er på den ene eller anden måde i gæld til gospelmusikken. For uden inspirationen fra gospelmusikken, ville amerikansk populærmusik aldrig været blevet det, den blev.

Jessy Dixons liv var på mange måder arketypisk for mange sorte musikeres musikalske løbebane. Kirken – i Dixons tilfælde kirken med det pompøse navn The Refuge Church of Our Lord Jesus Christ – blev med hans egne ord  den “skole”, der dels gav ham den grundfæstede kristne tro, men også lærte ham alt om blues og gospel. Kun 17 år gammel besluttede Dixon sig for at gøre skolelærdommen til karrierevejen.

En af Jessy Dixons store fortjenester har været, at han formåede at krydse skillelinjen mellem gospel som religiøs brugsmusik og mainstreampopulærmusikken – og dermed også den gamle skillelinje mellem sort og hvid musik, som endnu var tegnet meget skarpt op i tresserne. Blandt andet skrev han en lang række sange – i omegnen af 400 stykker – som blev indspillet af kunstnere som Randy Crawford, Cher, Diana Ross, Natalie Cole og Amy Grant.

Et karrieremæssigt højdepunkt kom, da han sammen med sin gruppe mødte Paul Simon på New Port Jazz-festivalen i 1972. Efter sigende blev Simon så betaget af gruppens sang og engagement, at han etablerede et samarbejde,  der kom til at vare otte år og ud over en lang række koncerter resulterede i album som Live Rhymin og Still Crazy After All These Years.