Med jævne mellemrum dukker temaet lederes høje lønninger op i debatten. Og nu sker det igen, fordi formanden for de danske folkeskolelærere, Anders Bondo Christensen, frivilligt er gået 100.000 kr. ned i løn. Bondo Christensens argumentation for den frivillige lønnedgang er, at ‘han ikke kan leve med’, at cheflønningerne i det offentlige har taget en himmelflugt de sidste år, medens man kun har kunne forhandle sig frem til yderst beskedne lønforbedringer for medlemmerne. Efter lønnedgangen vil Bondo Christensen få 1.115.536 kr. om året. Så der er stadigvæk et godt stykke vej ned til en skolelærerløn…

Om Bondo Christensen er konfliktsky eller ej, er ikke til at sige, men i hvert fald vil han ikke kommentere, om cheflønningerne i det offentlige generelt er for høje. Men det vil hans kollega Dennis Christensen, formand for FOA, som også tidligere har plæderet for en begrænsnings af offentlige lederes lønninger. Han påpeger, at medens en FOA-ansat siden 2000 har fået en lønfremgang på 40%, så har en kommunaldirektør fået 126% – eller mere end tre gange så meget.

Jens Lougart, næstformand i Offentlige Chefer i Djøfs bestyrelse, forsvarer med et gammelkendt argument (kendt fra den private sektor): Hvis det offentlige vil have gode chefer, må de betale (underforstået: ellers flygter de bare over i den private sektor). Han pointerer også, at aflønningen er fair, fordi de offentlige chefers arbejdsbyrde angiveligt skulle være blevet større (fx i kraft af kommunesammenlægningerne).

Den sidste del af argumentationen er underlig, som Dennis Knudsen påpeger, for Sosu-assistenterne har jo ikke fået mere i løn, fordi deres job er blevet udsat for rationaliseringer og effektiviseringer, så de skal løbe meget hurtigere end tidligere…

Den anden del af argumentationen bør også sættes under lup. Hvis lønniveaet i den private sektor er et så væsentligt incitament for de offentlige chefer, at de overvejer at flytte til det private, så må man vel spørge: Hvor meget er deres engagement så værd? Og i øvrigt er der al mulig grund til at betvivle rimeligheden af de høje cheflønninger i det private. Er det fx rimeligt, at bankbosser, der gennem risikable spekulationer i obligationer og aktier har bragt banksektoren ud i økonomisk uføre og bidraget væsentligt til den aktuelle finansielle krise, belønnes med højere lønninger, gyldne håndtryk, bonusser osv.? Og er det rimeligt, at cheflønningerne stiger i en tid, hvor mange virksomheder har svært ved at tjene penge, fyrer medarbejdere og har røde bundlinjetal? Er det i det hele taget rimeligt, at cheflønningerne er så høje i en tid, hvor almindelige lønmodtagere opfordres til løntilbageholdenhed (Thorning Schmidt) og hvor der åbenbart ikke er råd til at give ledige dagpenge i mere end to år, og hvor man beskærer efterlønnen for de nedslidte – for rigets bedste?