Pladeselskaberne har det svært i disse år, hvor digitaliseringen og det store stygge internet sætter en ny dagsorden for distributionen af musik – og for indtjeningen på samme. Men lidt vind i ryggen har de også. For nylig blev den såkaldte "Cliff’s Law" – "Cliff Richard-loven" – ratificeret i EU. Det betyder, at kunstnere – som fx Cliff Richard – får forlænget den periode, hvori de kan modtage copyright-royalties, med yderligere 20 år – fra 50 år til 70 år. Denne grænse har tidligere været forbeholdt komponisterne.

Loven kunne med god ret også have heddet McCartney-loven, for Paul McCartney har, efter sigende, været blandt lobbyisterne bag lovens ratificering. Og årsagen er ganske indlysende. The Beatles sangkatalog – herunder de sange, som de kopierede – ville inden længe begynde at falde for 50-års-grænsen. Forskellen er selvsagt, at Cliff stort set ikke har skrevet egne sange og derfor har en klar interesse i at få forlænget perioden.

For de store pladeselskaber er det også en appelsin i turbanen, fordi forlængelsen kommer til at omfatte musik fra rockens og poppens gyldne tidsalder: Tresserne. Det var de år, hvor pladebranchen – på godt og ondt – skummede fløden. Og siden har de tjent godt på at genudgive datidens musik.

Kendte kunstnere som Cliff Richard, Tom Jones, Shirley Bassey m.fl. og pladeselskaberne kan glæde sig over, at et vist indtægtsgrundlag vil være sikret tyve år frem. Men loven løser langt fra alle problemer. Fx ikke i forhold til alle de mere eller mindre kendte kunstnere, der blev snydt, da de lavede kontrakter. Det løser heller ikke det store problem, der angår betalingen for musik på internettet (legal såvel som illegal komsumption). Altså spørgsmålet om, hvordan kunstnere sikres et rimeligt afkast af den let tilgængelige musik på WWW. Sagt på en anden måde, så er den nye lov endnu et bidrag til en konservativ lovgivning omkring musikken – en lovgivning, der endnu halser bagefter udviklingen i den digitale tidsalder. Alt tyder på, at spredningen af musik på internettet ikke lader sig stoppe – spørgsmålet er så, hvordan man på trods af illegale nedhentninger og så videre kan sikre kunstnere, komponister og udgivere et fair afkast? Det er i virkeligheden den store udfordring.