Da capac var dreng fik han – og kammeraterne – lov til at passe sig selv for det meste. Når vejret var til det (og for det meste også, når det ikke var til det ) var vi ude og lege. Pædagoger og daginstitutioner var ukendte begreber. Fædrene var på arbejde og mødrene gik derhjemme og passede alt vedrørende hjemmet. Og forældrene blandede sig sjældent i børnenes leg. Vi løb rundt i baggårdene, som der var mange af i arbejderkvarterene, og på gader og vej. For der var næsten ingen biler, så risikoen for at blive kørt ned, var til at overse. Der var mange muligheder for at udfolde sig. Ganske vist var der langt til nærmeste kommunale legeplads. Til gengæld var der mange tomme, tilgroede grunde, byggetomter, baggårde, kældre, lofter osv., hvor vi kunne udfolde os.
Et af de steder, hvor vores fantasi fik frit løb, var en stor ubenyttet grund, der lå bag ved et snedkeri. Grunden var indkredset af huskarreer og småhuse, hvorfra mødrene kunne overvåge podernes narrestreger, hvis de ellers havde tid. Grunden var bevokset med store træer og planter og havde i mange år ligget hen som et ingenmandsland midt i byen. Det var også her, nogle af de unge gik hen for at dyrke erotikkens glæder, når de ikke kunne finde privatliv til det i de små lejligheder. Herom vidnede et par diskret anbragte madrasser og nogle efterladte kondomer med knude i den ene ende…
På dette sted var der et kæmpestort træ med en kæmpestor krone, som jeg havde udsigt til, når jeg var hjemme i stuen. I denne kæmpe havde nogen lavet en gynge, bestående af et kraftigt tov med en knude og en kæp for enden. Under dens kølige skygge dannedes en kæmpestor og meget dyb vandpyt, når det havde regnet længe nok. Og så kunne man jo gynge hen over “søen” med risiko for at falde ned i vandet og blive helt og aldeles gennemblødt. Som jeg husker det, forsvandt vandpytten aldrig helt.
På et tidspunkt fik udviklingen også fat på dette barnlige fristed. Der skulle bygges endnu et hus med plads til mange lejere. Og pladsen blev indlemmet i de forskellige tilstødende baggårde og fik et fint cementdække. Væk var legepladsen og fantasiernes frirum. Til gengæld opstod der nye muligheder. Det nye hus stod ufærdigt med stilladser på alle etagerne. Så vi forlagde vores leg til de tomme etager og – ikke mindst – stilladserne. På stilladserne var der anbragt løse, afhøvlede brædder, så man kunne gå på dem – med forsigtighed. Når man nået til enden af et bræt vippede det faretruende, og man skulle skynde sig at springe videre til næste bræt – eller ind gennem de åbne vinduesåbninger. Det fik vi megen tid til at gå med, og udfordrede hinanden til at være mere og mere dristig. Tøsedreng, tør du ikke? Hva’ me dig selv? Og så videre. Og det var spændende og sjovt. Både piger og drenge var med – lige indtil den dag, vi på den øverste etage blev pågrebet af ordensmagten og måtte opgive vores forældres navne og adresser. Det var anden gang, jeg kom i kontakt med politiet.