Selv om jeg har en forkærlighed for modernistisk poesi – til dels forstærket af min magistrale baggrund – så har jeg også altid haft en svaghed for den traditionelle poesi. Især når den – som i Sigfred Pedersens tilfælde – formår at stille ind på poesien i hverdagslivet og lade den fremkalde gennem sprogets finmekanik. Som fx i digtet om Tørresnoren – som blev folkeje i skuespilleren Hans Kurts sangfortolkning – hvor baggårdens tørresnor med alle dens beklædningsgenstande ophøjes til "gårdens poesi", hvor digterjeget med voyeuristisk sanselighed og erotisk appetit omsætter den konkrete fantasi i sangbar rim og remseri.

Forleden var jeg så heldig at få fat i to af Pedersens digtsamlinger til en uforskammet lav pris: Foraarets viser og somrens vers (Woels forlag 1927) og – med en smuk, blå ekspressionistisk forsidetegning (af Birte Pedersen) – Blaa Mandag (Povl Branner 1935). Og det satte mig – selvfølgelig og igen – på sporet af de sangtekster, Pedersen leverede til Giro 413s udødelige hits. Som fx og især: Katinka, Katinka, luk vinduet op, Nu går våren gennem Nyhavn, Tørresnoren og Nu lokker atter de lange veje (også kaldet Den Gamle Skærslibers Forårssang). Alle eksempler på Sigfred Pedersens jordnære, kropslige poesi.