I denne uge for 40 år siden dukkede vokalgruppen Marvin, Welch & Farrar op på en 10. plads på ugens Top 10/Tipparaden md singlen “Lady of the Morning”. Mere blev det ikke til. Og der er noget næsten symptomatisk ved dette ultrakorte visit på listen.

For Marvin, Welch & Farrar blev dannet på et tidspunkt, hvor The Shadows – som Hank Marvin og Bruce Welch var faste medlemmer af – lå underdrejet som Englands fremmeste instrumentalband. Ganske vist elskede deres engelske fans dem stadigvæk, og Shadows blev samme år udnævnt til den bedste instrumentalgruppe af NME. Men Shadows lå på den lade side, både hvad angår pladeindspilninger og koncerter. Halvfjerdserne var i det hele taget ikke et årti, hvor (guitar)instrumentalgrupper var i høj kurs, sådan som de havde været i tresserne med The Tornados, The Ventures m.fl.

Måske var det det – og så den oplagte inspiration fra Crosby, Stills & Nash, – som satte nye standarder for flerstemmig sang i rocken, der fik Hank Marvin og Bruce Welch til at finde sammen med australieneren John Farrar og forsøge sig som vokalgruppe.

Men noget gik galt i lanceringen af Marvin, Welch & Farrar. Og selv om gruppen fik meget fine anmeldelser for de to plader, de nåede at lave, så slog de ikke an rent kommercielt. Måske var en del af forklaringen, at Marvin og Welch ikke forstod at lægge afstand nok til The Shadows. Blandt andet optrådte de flere gange sammen med Cliff Richard i dennes tv-show. Og det var med til at reducere Marvin, Welch & Farrar til et slags fritidsband for de to englændere. Allerede i 1972 droppede Bruce Welch ud, og de to andre fortsatte en tid endnu som duo og fik indspillet et enkelt eponymt album i 1973.

Marvin, Welch & Farrars to album er i øvrigt i år blevet genudsendt på en enkelt CD.