Som læsere af denne lille blog vil vide, så spillede lokale radio- og pladeforretninger i Esbjerg og århus en vigtig rolle for min indføring i populærmusikken i tresserne og halvfjerdserne. Her kunne man i singlepladen storhedstid i tresserne stå ved skranken med to tunge høretelefoner, fastgjort i skranken med spiralledninger, få lov til at høre de nye toner fra ind- og udland. Gik det rigtig højt, så kunne man også få lov til – i nogle forretninger – at blive lukket ind i et særligt, lydisolert rum og lytte til en Long Playing-grammofonplade.

Hvordan mon det ville være gået, hvis forretningerne dengang skulle have haft en særlig licens og skulle betale til KODA, hver gang der blev spillet en plade? Jeg tør slet ikke tænke på det…

Men sådan er situationen i dag i Storbritannien, hvor firmaer som PRS og PPL, som varetager licensinteresser, forlanger licensgebyrer af pladeforretninger, der afspiller plader på stedet. Tankegangen er ikke ny. Vi kender den fra flere sager her i landet, hvor KODA har været på banen med krav om betaling for såkaldt ‘offentlig fremførelse af musik’. Blandt licensholdere er holdningen den, at enhver form for offentlig afspilning af musik skal pålægges afgift. I USA har pladeforretninger efter en lang kamp fået lov til at spille musik for kunderne uden at skulle afkræves betaling.

Det absurde i sagen er selvfølgelig, at pladeforretningerne gør et stykke salgs- og formidlingsarbejde for pladeselskaber og -kunstnere. Og hvorfor skal man afkræves licens for at sælge andres varer?

Som omtalt for nylig, så har KODA herhjemme været på banen i en parallel sag, nemlig de autonome, ikke-kommercielle musikweblogs, som KODA vil tvinge til at blive kommercialiseret, for at de kan få mulighed for at afspille musik på siderne – mod betaling.

Der er selvfølgelig fandens til forskel på en lokal pladeforretning, hvor man vender vinyler for kunderne, og så det store internet, hvor ekstensiv digital fildeling er dagsordenen. Og selv om det er indlysende svært at sige, hvor grænsen skal gå mellem offentlig og privat forbrug af musik, så efterlader sagen i Storbritannien desværre igen et indtryk af en musikbranche, der stadigvæk er præget af principiel grådighed, bedaget forretningsfilosofi og ekstrem træghed med hensyn til omstilling til den digitale tidsalder.