To snoldede singleplader var, hvad West Sussex-bandet The Beat Merchants nåede at udsende, inden omstændighederne fik dem til at gå hvert til sit. Men måske var der potentiale til mere i gruppen?

Jeg stødte første gang på dem på opsamlingen English Freakbeat Volume 2 (1989/1996), hvor de er repræsenteret med “So fine“, A-siden fra deres anden single fra 1965. Et heftigt R&B-baseret stykke tresser-pigtrådsmusik med vildt mundharmonikaspil.

Gruppen bestod oprindeligt af Geoff Farndell (Bas), Chris Boyle (sang),Vic Sendall (trommer), Gavin Daneski (rytmeguitar og mundharmonika) og Ralph Worman (leadguitar), men nåede et par udskiftninger i de to år – 1964-66 – de var aktive.

The Beat Merchants turnerede i Storbritannien som support for fx Gene Vincent, The Honeycombs og Lulu. Og oplevelsen på koncertscenerne fik dem til at forsøge sig som professionelle. En audition i selveste Abbey Road-studierne i 1964 kastede en kontrakt af sig med EMI/Columbia. Og her udsendtes gruppen første single Pretty Face, en typisk tresser-R&B-sag, der minder ikke så lidt om de tidlige Rolling Stones-indspilninger, hvor Jagger fører sig frem på mundharmonikaen. På B-siden finder man en version af Muddy Waters’ Messin’ With The Man. Helt efter bogen.

Singlen endte på en 44. plads på tidsskriftet Melody Makers hitliste. Endnu bedre gik det for toeren, der blev nr. 41 på den britiske hitliste. Det lykkedes også for Beat Merchants at komme på engelsk tv. De optrådte i showet Beat Room, BBCs første popshow i farve.

Efter en turné til det europæiske kontinent gik gruppen i opløsning på grund af indre uoverensstemmelser.

The Beat Merchants var ikke en af de mest originale beatgrupper, men bestemt heller ikke ringere end gennemsnittet af R&B-baserede bands. I 2002 udsendte Circle Records ovenstående album – The Beats Goes On – der inkluderer alle de officielle udgivelser, demos og, hvad der ellers kunne skrabes sammen. Ialt 19 numre. Ikke alt har samme niveau, som de officielle udgivelser. Det er en opsamling for nørder.

She Said Yeah