I udsalgskasserne rundt omkring kan man være heldig at finde ovenstående video for en ti-tyve kroner. Julian Schnabels latinamerikanske film Antes que anochezca (Before Night Falls) fra 2000 har gonzo-piraten Johnny Depp i en fin rolle som transvestit, men filmen handler især om den cubanske digter og romanforfatter Reinaldo Arenas liv. Arenas var også homoseksuel, og filmen beskriver blandt andet perioden frem til Castros magtovertagelse – og den efterfølgende undertrykkelse af seksuelle minoriteter. Filmen er en åbenlys kritik af en bornert macho-seksualitets-moralismes tiltagende betydning i et samfund, der – i hvert fald på papiret – burde repræsentere et socialistisk frisind med plads til seksuel diversitet. Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før, men i hvert fald er den absolut seværdig. Og den giver et nuanceret billede af den cubanske samfundsudvikling i den nævnte periode – uden af ende i enøjet anti-kommunisme. Snarere er den en illustration af, at seksuel undertrykkelse (og frisind) ikke er er forbeholdt en bestemt samfundsform.
Anledningen til denne kommentar er ikke et gensyn med filmen, men en artikel i New York Times om det cubanske samfunds aktuelle forsøg på at håndtere seksuelle spørgsmål og problemer. I artiklen referes et møde mellem lederen af det Nationale Center for Seksuel Opdragelse, Mariela Castro Espín, der er datter af Raúl Castro, Fidels broder – og repræsentanter for Cubas minoritet af transseksuelle. Blandt de emner, der blev bragt på bane var de transseksuelles seksuelle relationer til soldater fra Cubas hær. Et tabu, for homoseksualitet er ulovligt i militæret. Slet og ret. Faktisk er erklæret homoseksualitet grund nok til, at en mand fritages fra tjeneste.
Til forskel fra det officielle Cubas seksualmoral repræsenterer den psykologuddannede Mariela Castro Espín et mere frisindet syn på det seksuelle. Blandt andet giver hun udtryk for den holdning, at seksualiteten ikke er kun er en del af reproduktionen, og at “mennesker er langt mere forskellige end i er tilbøjelige til at tænke”. Dermed forholder hun sig også indirekte til sine egne fordomme.
Det cubanske samfund er, som hele det caribiske område, kendt for at være et seksuelt frisindet område, så længe man holder sig inden for de heteroseksuelle seksualpraksisser. Frisindet gælder ikke homoseksualitet, tranvestisme og transseksualitet. De seksuelle minoriteter er blevet forfulgt af styret, og mange er endt i arbejdslejre for at blive “genopdraget”. Og AIDS-syge bliver behandlet som spedalske – samtidig med, at de er en udfordring for det i øvrigt velfungerende cubanske sundhedsvæsen.
Fru Espín arbejder for, at der skal tales mere frit om seksuelle emner på Cuba, og hun henviser til, at homoseksualiteten åbenlyst trives på Cuba og i vid udstrækning er accepteret eller i hvert fald tolereret af den almindelige borger. Som et led i sine bestræbelser har hun været med til at producere en – populær – tv-serie, hvor homoseksuelle temaer indgik. Hun arbejder på en Ph.D. afhandling om transvestitisme og på en reformering af de cubanske love omkring det seksuelle, således at lovgivningen også vil tage højde for fx operative indgreb på transseksuelle. Anstrengelserne har allerede båret frugt, idet der er nedsat et regeringspanel, der drøfter spørgsmål om terapi og medicinsk hjælp til transseksuelle. Og der er allerede givet tilladelse til, at 26 personer kan modtage behandling af det offentlige sundhedssystem.
Mariela Castro Espín er glødende tilhænger af den cubanske, socialistiske samfundsmodel, men også tilhænger af et åbent, fordomsfrit syn på seksuelle spørgsmål – også når det gælder de seksuelle minoriteter og eksisterende tabuiserede problemer. Hun understreger også, at hendes placering i den berømte Castro-familie ikke har været hende til nogen hjælp i denne sammenhæng.
Nogle af de emner, hun har taget op i det nationale centers tidsskrift er fx: overfald på homoseksuelle, vold i parforhold og hormonterapi. Tidsskriftet forholder sig også til udenlandsk forskning på området, og der citeres flittigt fra andre tidsskrifter. I det hele taget er Mariela Espíns projekt et klassisk oplysningsprojekt. Hun tror på, at det seksuelle frisind går hånd i hånd med folkets oplysning på området. Og hun sørger for at informere sine magtfulde familiemedlemmer – herunder faderen og Fidel – om, hvad hun går og laver.
Måske er hendes arbejde et eksempel på, at der blæser nye politiske vinde på Cube, og at den cubanske undertrykkelse af folk med en anderledes seksualitet, andre tanker osv. vil løsne sit greb. Det kan man håbe. Og måske kunne vi også her i landet lære lidt af denne kvindes bestræbelser på at sætte oplysning og fri debat på dagsordenen.