For et stykke tid siden blev musikbloggen Wonders Make Joy kontaktet af KODA, der selv opfatter sig som “en nonprofit medlemsforening” ( ” Vores opgave er at sørge for, at dem, der har skabt musikken, får betaling, når deres musik spilles offentligt”). årsagen var, at Wonders Make Joy – en non-kommerciel, autonom musikblog – havde tilladt sig at streame musik, som musikere, bl.a. KODA-medlemmer, havde stillet til rådighed for siden. Og KODA krævede, at bloggen enten fjernede strømmene eller betalte KODA-afgifter.

I forbindelse med sagen har KODA fremlagt, hvad foreningen selv kalder en “løsningsmodel“, der går ud på, at musikblog skal betale et månedligt beløb (mindst 109,69 kr. pr. md.) for at streame eller tillade downloads fra bloggen.

Forslaget er forudsigeligt. Og understreger, at KODA forfølger et motiv: At offentlig afspilning af musik skal resultere i betaling ved kasse 1 – alle steder og til enhver tid. Og forslaget illustrerer i al sin forudsigelighed den konflikt, der er mellem de autonome, non-kommercielle weblogs og den kommercielt orienterede musikbranche. Ja, mellem internettets traditionelle friheder og kommercialismen slet og ret.

Men problemstillingen er ikke så enkel, som KODAs såkaldte “løsningsmodel” forudsætter. For KODA ser helt bort fra en række væsentlige faktorer.

For det første, at musikere – ikke mindst unge, ukendte – har en åbenlys interesse i at komme ud til deres publikum via de mange blogs, som typisk læses og dyrkes af ligesindede musikelskere. Ellers ville de jo ikke uopfordret kontakte dem (jeg kan tale med om det, for også min indbakke fyldes løbende op med henvendelser og musik fra ind- og udland…).

For det andet, så er KODA helt blinde over for det forhold, at bloggerne på linje med de kommercielle mediers musikjournalister, men ganske udlønnet og primært drevet af lyst og interesse, gør et stykke PR- og formidlingsarbejde for både kunstnere og pladeselskaber! Derfor er det et helt urimeligt krav, at bloggerne oven i købet også skulle betale for det  gennem KODA-afgifter. KODAs forslag er ganske enkelt udtryk for en manglende anerkendelse af det arbejde, der gøres. Og egentlig harmonerer holdningen dårligt med KODAs holdning til musikernes arbejde. Musikernes arbejde skal honoreres, men de fri journalister på bloggene får ikke engang anerkendelse for deres ulønnede arbejde. Hvis der endelig var nogen, der skulle betale for det formidlingsarbejde, bloggene leverer, så må det være producenterne af musikken og/eller blogbrugerne, altså de forbrugere, der lytter til musikstrømmene og henter musik på siderne.

Hvis KODA får gennemført sit “løsningsforslag”, så vil det betyde, at mange musikblogs vil være nødt til at fjerne musikken fra deres sider. Nogle vil måske endda lukke. Andre vil -fortsætte med at skrive om musik, fordi det interesserer.

Min holdning er, at musikerne og KODA må gøre op med sig selv, om de er interesseret i det stykke autonom, entusiastisk, subjektiv, ikke-kommerciel musikformidling, som de mange små blogs repræsenterer. Men anerkendelsen af dette stykke arbejde sker ikke ved at pålægge de egenbetalte blogs afgifter. Det er blot udtryk for en tankegang, der hører fortiden til…

Dette lille indlæg, der kun forholder sig til et par problemer, er inspireret af Börnebloggers indlæg.

Wonder of Joy har også en holdning til KODAs nye “løsningsforslag”.