For et par dage siden kunne man på DR P1 høre to herrer diskutere holdbarheden af de såkaldte konspirationsteorier, der er opstået i kølvandet på ødelæggelsen af tvillingetårnene for ti år siden. Kendetegnende for konspirationsteorierne er, at de dels hæfter sig ved tekniske forhold, der angiveligt skulle have umuliggjort de handlinger, vi så på tv-skærmen. Og dels peger på især den amerikanske ledelse som de reelle bagmænd. Man kan sige, at konspirationsteorierne nærer en drøm eller et ønske om, at fjenden og ødelæggelsen af verden ikke kommer udefra – men fra hjertet af vores egen verden. Indefra.
Er det en horribel forestilling? Var det ikke netop, hvad vi oplevede for nylig, da en ung nordmand massakrerede en flok unge socialdemokrater og bragte en bilbomde til sprængning i den norske magts centrum? Medierne havde travlt med at finde en fremmed fjende: Al Quada, Taliban… Men tanken om, at det kunne være en af vor egne lå fjernt.
“Vi har drømt om denne begivenhed, hele verden har uden undtagelse drømt om at noget sådant skulle ske, for ingen kan lade være med at drømme om ødelæggelsen af en supermagt der har opnået et så omfattende hegemoni. Det er uacceptabelt for den vestlige samvittighed, men det er ikke desto mindre et faktum der kan måles netop i den patetiske vold dre præger alle de kommentarer som vil udviske den.”
Jean Baudrillard, Terrorismens ånd (2002)
“Man kan sige, at konspirationsteorierne nærer en drøm eller et ønske om, at fjenden og ødelæggelsen af verden ikke kommer udefra – men fra hjertet af vores egen verden. Indefra.”
Er det så ikke det der gør sig gældende, når mange har så svært ved at acceptere, at Brevik var helt alene om det.
@mb: Jo, netop. Og måske forklarer det også, hvorfor sørgearbejdet blev så voldsomt og emotionelt (ikke mindst i mediernes iscenesættelse).