I denne uge for 40 år siden blev John Lennons album Imagine udsent i USA. Først en måned efter kom den i Europa.

Det var Lennons andet soloalbum og til forskel fra det intellektuelt frenetiske, avantgardistiske debutalbum John Lennon Plastic Ono Band fra året før, så strøg Imagine mainstream-publikum med hårene. I hvert fald på titelsangen, der blev en af Lennons mest populære sange. Og af mange blev den identificeret med billedet af Lennon som Ex-Beatlen med de politisk korrekte meninger. Peace, Love and Understanding.

Men måske er den sang slet ikke repræsentativ for pladen som helhed. John Lennon har da også selv lagt afstand til sangens indsukrede kommercialisme. I hvert fald kan jeg sagtens genkende den søgende desperado, Lennon, i andre af pladens sange. Fx den kritiske “Crippled Inside”, der sætter ord på den gamle talemåde om ikke at skue hunden på hårene og også rummer et element af selverkendende kritik, “Gimme Some Truth”, hvor Lennon i desperation langer ud på politikens forløjethed eller “How do you sleep?”, Lennons perfide, men også musikalsk velturnerede, opgør med Paul McCartney. Inde i coveret på den LP, jeg besidder, finder man et postkort, hvor Lennon parafraserer McCartneys cover til albummet Ram. Blot er det en gris, Lennon holder, og ikke et får…).

Lennon selv har ved flere lejligheder forholdt sig kritisk på kommercialismen på Imagine. Men det er helt berettiget, at netop dette album er blevet det mest populære i Lennons diskografi. For pladen viser bredden hos kunstneren Lennon. Her er de smægtende kærlighedsballader (Oh Yoko, Oh My Love), de ægte rockere (Crippled Inside), de samfundskritiske sange (Gimme Some Truth) osv. Og som tidsskriftet Rolling Stone pointerede: Det et album med lutter gode sange.