Man skal passe på med at lytte til P1 Debat, når man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. På grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhånden gået op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sådan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.
I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.
Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud på, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs på sine spørgsmål – fx hvorfor regeringen gennem 10 år har brugt 8 milliarder på aktivering, der ikke har fået folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller også sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.
Ulla Tørnæs er et – måske ekstremt – eksempel på, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt århundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller måske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.
@Gowings: Nu har jeg aldrig opfattet fru Tørnæs som den skarpeste kniv i den politiske skuffe. Men hun er – som fx ogsÃ¥ beskæftigelsesministeren – skræmmende loyal over for partiet Venstres ideologiske dogmer, som fremfører som var der tale om barndommens salmevers, og hun udviser en alarmerende arrogance over for politiske modstandere og journalister – ja, over for demokratiet og vælgerne – i sin fremturen. Det er ikke første gang, jeg har oplevet hende udfolde sig. Desværre tror jeg, det er fuldt bevist. Hun er en 100% karrierepolitiker, der ikke mønstrer en eneste selvstændig tanke eller argument. Og det bliver ikke bedre af, at andre politikere – fx Inger Støjberg – fører sig frem pÃ¥ samme mÃ¥de. Det er symptom pÃ¥, at folkestyret er i krise.
Politikere med den strategi mÃ¥ enten være retorisk meget svage eller usikre pÃ¥ egen politik. Man savner at journalisten tørt konstaterer:’du svarer ikke pÃ¥ spørgsmÃ¥let’.