Todd Rundgren’s Johnson

Author:

Når jeg hører navnet Todd Rundgren, så tænker jeg, at han altid har været der. Siden dengang, Rundgren dannede garagerockbandet Nazz i midten af tresserne, har jeg med jævne mellemrum stødt på hans navn. Altid omgærdet med respekt. Ikke mindst fra andre musikere. Han er blevet lidt af en legende.

Den 63-årige Todd Harry Rundgren begyndte allerede som teenager at spille bluesbaseret rock, men fortsatte så i Nazz med garagerocken. Og det resulterede i tre album – Nazz (1968), Nazz Nazz (1969) og Nazz III (1971) – som ikke solgte overvældende godt, men skabte opmærksomhed omkring gruppen og ikke mindst omkring Rundgren. Som sanger og sangskriver.

Inden Nazz’ tredje album var på gaden, havde Rundgren forladt gruppen for at søge nye græsgange. Som soloartist. Debutpladen kom i 1970 med titlen Runt. Måske er det lidt af en tilsnigelse at tale om soloartist, for faktisk dannede Rundgren et bandprojekt ved navn “Runt”, men eftersom Rundgren skrev, producerede og spillede de fleste instrumenter på pladen, så giver det alligevel mening. Og pladen gav et tidligt billede af, hvilken kunstner Rundgren er: en stilistisk eklektiker, der som en svamp suger alle inspirationsmuligheder til sig, og en musikalsk altmuligmand, der med lige stor fornøjelse svinger guitaren og sidder bag pladestudiets optageudstyr.

Runt-projektet holdt til endnu et album – Runt: The Ballad of Todd Rundgren. Derefter indspillede hovedpersonen sit første egentlige soloalbum – dobbeltalbummet Something/Anything? (1972) – som var den plade, der sikrede ham et ry som talentfuld musikalsk vidunderbarn. Og Rundgren stod – selvsagt – for alt på pladen.

I halvfjerdserne fortsatte Rundgren med at udforske de musikalske stilarter. Og det var også i det årti, han dannede gruppen Utopia, et progressivt rockband, der med tiden blev mere mainstreamorienteret med voksende succes til følge. Gruppens største successer kom med album som Ooops! Wrong Planet (1977) og ikke mindst Adventures in Utopia (1980). Utopia blev formelt opløst i 1986, men er blevet gendannet igen 1992.

Siden er Rundgren fortsat som musikalsk troldmand og forvandlingskugle og har en imponerende række plader på samvittigheden. Både som udøvende kunstner og som producer. På sin seneste plade er Rundgren på en måde vendt tilbage til teenageårenes optagethed af rhytm & blues. I sit første band – Woody’s Truck Stop – spillede Todd Rundgren bluesrock à la Paul Butterfield Blues Band. På albummet Todd Rundgren’s Johnson fortolker han, som titlen afslører, bluesmesteren Robert Johnsons sange. Og det gør han med rockens respektløshed. Det er beskidt, støjende, guitarbåret bluesrock af den slags, der aldrig går af mode…

Todd Rundgren’s udgave af “Crossroads” kan høres her (med lidt besvær). På YouTube finder man et hav af liveoptagelser.

2 thoughts on “Todd Rundgren’s Johnson”

  1. @mb: Ja, han er en musikalsk kamæleon. Jeg hælder også til de tidlige plader med Nazz og Utopia, men indrømmer gerne, at jeg ikke har hørt alt, hvad han har lavet siden hen.

  2. Han er sådan en slags mellemting mellem Prince og Frank Zappa.

    Jeg holder afgjort mest af hans tidlige og eventyrligere Utopia plader: Utopia, Another life og Ra – men der er vel næppe en genre han ikke har været ind over,.fra heavy til country-pop. Nogen gange skrækkeligt manieret og kitsch.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *