Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken så – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.
Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:
»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.
I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.
1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sådan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er også – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og måske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gå på akkord med de videnskabelige idealer.
2) Nyheden peger på det politiske niveau – og dermed på det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. råd af såvel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…
3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.
@P. Husentast: Ja, jeg har godt fulgt med i ‘kummefrysersagen’. Og der kommer ogsÃ¥ en længere kommentar pÃ¥ et tidspunkt om kummefrysere, corporate university og sÃ¥ videre…
nyt
http://www.b.dk/nationalt/penkowas-kummefryser-dukket-op-paa-universitet
@Klaus: Ja, jeg har godt læst det og venter med spænding pÃ¥ resultatet. MÃ¥ske fÃ¥r jeg lejlighed til at skrive om det ogsÃ¥. Det gør jeg jo nok! 😉
@Gowings: Jeg har ikke min gang på universitetet. Så mine indlæg er baseret på de informationer medierne lægger frem, kombineret med almene betragtninger og analyser. Jeg er således hverken sovset ind i det universitære miljø eller i de nyhedshungrende avisers/mediers ditto. Det er både en ulempe og en fordel. Jeg tror, fordelen er størst. Jeg har ingen anden interesse i mine skriverier end at kritisere de herskende forhold på universiteter og i forskningen på de niveauer, jeg kan se her fra mit tastatur.
I det hele taget er jeg mest optaget af at analysere, forstÃ¥ og stille kritiske spørgsmÃ¥l til det, jeg læser om sagen. Min interesse i sagen er, at jeg gerne ser universitetet ført tilbage til en situation, hvor selve universitetsideen (Humbolt osv.) retableres i stedet for det herskende liberale, virksomheds”universitet”. Og for det andet, at respekten omkring forskningen i almindelighed højnes. Det sidste hænger utvivlsomt sammen med, at jeg selv har gennemført en humanistisk forskeruddannelse (mag.art.).
Jeg tror ikke, jeg er uenig med dig i noget af det, du skriver.
Tilbage til musikken Рbedst som man frygtede projektet var lagt p̴ is:
http://youtu.be/fvB0glRsolw
1. november
😉
– og sÃ¥ lige en sidste gang. Mit udgangspunkt er, at specielt Politikens dækning af emnet er tendentiøs og sensationsjagende – alene den svada men fyrede efter Poul Pilgaard Johnsen, da han lukkede artikelserien ned i Weekendavisen siger det hele – men prøv at se pÃ¥ de tre punkter du har listet. Kan man konkludere sÃ¥dan her:
Ad. 1. Så nu er der altså to forskere i Danmark der snyder? Eller er det mange, eller er det dem allesammen?
2. Med andre ord: hvis en forsker vil bevare sin respekt i det offentlige rum, så skal hun ikke blande sig debatten, sidde med i fagråd der vejleder regeringen eller i det hele taget bidrage med sin viden til samfundet? udpeget eller valgt.
3. Dette punkt var lige præcis det punkt, der vækkede pressens interesse i sin tid da Poul Pilgaard Johnsen tog sagen op. Havde sagen udelukkende handlet om forskningsbedrag, var den ikke kommet længere end til højst en notits i en spalte. Det illustrerer slibrigheden i Politikens efterfølgende dækning ogsÃ¥. – et interessant spørgsmÃ¥l i den retning her er: hvad er Galbo, anmelderens, dagsorden? I princippet skulle vi sÃ¥ sætte alle forskere der har publiceret med Penkowa i gabestokken. Problemet er at i forskningen, som jeg ogsÃ¥ prøver at redegøre for ovenfor, er man nødt til at stole pÃ¥ hinanden, fordi flere forfattere bidrager med forskellig faglig ekspertise. Det er næsten umuligt, specielt i artikler med 10-15 forfattere at indfange uregelmæssigheder, hvis en forfatter forsætligt ønsker at snyde. NÃ¥r det bliver opdaget, sÃ¥ trækker man sÃ¥ til gengæld artiklen tilbage – og det kan jeg forsikre, uden dog selv at have prøvet det, er det mest ydmygende og nedværdigende, man kan udsætte en forsker for.
Nu skal jeg til gengæld for evigt tie om dette emne pÃ¥ denne blog 🙂 Som du kan høre ligger emnet mig meget pÃ¥ sinde, uden – og det vil jeg gerne understrege – at jeg er direkte personligt involveret. Jeg ved ikke, hvor du har din daglige gang, men som ansat pÃ¥ et universitet kan jeg betro dig at debatten om, hvor universiteterne er pÃ¥ vej hen og om problemerne med ledelsesstrukturen under den nye styrelseslov ogsÃ¥ gÃ¥r højt internt. Jeg tror ikke du finder et sted, hvor ønsket om en fri og Ã¥ben debat, ogsÃ¥ politisk, om universitetets fremtid er sÃ¥ stærkt ønsket.
Selvfølgelig vil du det. Det der byder mig imod er effektjageriet der får hetzagtig karakter når Politiken på den ene side gerne vil fortælle en saftig historie om lemfældig omgang med skatteborgerpenge, men omvendt ikke gider at sætte sig ind i de vilkår der gives for det område de skriver om. Den overlliggende politiske diskussion om hvilket universitet vi vil have er interessant, den næres bare ikke af Politikens artikler efter min mening.
@Gowings: Jeg har vist pointeret det før: For mig er det interessante ikke personen Penkowa – hvor fascinerende hun sÃ¥ end mÃ¥tte være – men snarere de institutionelle, politiske, kulturelle osv. forudsætninger/betingelser, der har gjort det muligt, at sagen har udviklet sig som den har gjort. Jeg har heller ikke nogen grund til at tro, at Penkowa-sagen eller anklagerne mod Klarlund skulle være udtryk for en tendens, men jeg er overbevist om, at Penkowa-sagen siger noget væsentlig om den mÃ¥de, vi i disse Ã¥r driver universiteter og forskning pÃ¥. – SÃ¥ jeg vil fortsætte mine analyser, sÃ¥ længe der kommer nyt frem i sagen…
Jeg havde skrevet et langt indlæg, men jeg gad ikke afsende det. Jeg kan bare sige at selvom Klarlund er skyldig i medvirken til Penkowas bedrag – hvad der er meget lidt grund til at tro, hvis man gider sætte sig lidt ind i hvordan forskning med deltagelse af flere forskningsgrupper og den eferfølgende fælles publicering foregÃ¥r – sÃ¥ er disse enkelt-personer ikke ikke repræsentative. Der er ikke tale om nogen tendens – selv om idioterne pÃ¥ politiken prøver at vinkle historien derhen. Penkowa sagen var ikke interessant fordi Penkowa snød, et forskningsmiljø er uhyre sÃ¥rbart overfor for folk derbevidst ønsker at snyde og der kommer sÃ¥dan en sag nu og da – og det har der altid gjort. Det var ledelsen pÃ¥ KU og videnskabsministerens hÃ¥ndtering af sagen, der var interessant og berettigede til skriverierne. Det andet her er sensationsjageri og hetzeri uden at offeret fÃ¥r en chance for at forsvare sig – simpelthen fordi omgivelser ikke forstÃ¥r betingelserne, og ikke gider sætte sig ind i dem.
I al venskabelighed…