Nyheden om Jesper Kleins død var den sidste nyhed, jeg fik inden jeg forlod min arbejdsplads. Med Politikens Henrik Palles forsøg på at indplacere Klein som sin generations største komiker i øret kørte jeg hjem, medens billeder fra Kleins karriere dukkede op for mit indre blik.

Væk var pludselig billederne fra ugebladene af en aldrende mand, der måtte leve med tabet af sin elskede hustru, Lykke Nielsen. Og i stedet dukkede figuren Carl-Henning op fra filmen Balladen om Carl-Henning, Lene og Sven Grønlykkes mesterlige hverdagsdrama fra 1969, som afslørede, at der bag komikeren gemte sig en fortræffelig karakterskuespiller. Jeg så den i Esbjerg Filmklub, i Esa Bio i Esbjerg, på et stort lærred, hvor den sort-hvide film kom helt til sin ret og brændte sig uforglemmeligt ind i min erindring.

Dernæst spredte glimt af Jesper Klein som underfundig, humoristisk og kritisk fornyer af ungdoms-tv i Peberkværnen. Fra dengang, hvor ungdoms-tv tog ungdommen alvorlig og forstod, at underholdning sagtens kunne bygge på et højt informations- og oplysningsniveau, samtidig med, at det havde samfundskritisk bid.

Og selvfølgelig dukkede billeder af ham som habitklædt medlem af Klyderne, hvor han sammen med Jess Ingerlev og Tom McEwan fik afløb for sine humoristiske og musikalske tilbøjeligheder.

Medens billerne skiftede på det indre lærred slog det mig, at vi har mistet en af de få enere i danske kulturliv. Af den slags, der bliver længere og længere imellem. Hvil i fred.

Torben har også kastet en minderune.