Hvad skulle musikken dog gøre, hvis ikke den havde sine “vandbærere”? Jeg tænker på alle de mere end talentfulde sessionmusikere og -sangere, der med deres ubestridelige kvaliteter har været med til at løfte stjernerne derop, hvor de måske ikke ville være kommet, hvis ikke netop med a little help from my friends, musikkens arbejdsmænd og -kvinder.

Et udmærket eksempel er den 67-årige guitarist Chris Spedding, der med sit økonomiske spil (uden overflødige falbelader) gennem fire årtier har serviceret en lang række af tiden bedste kunstnere, fra Paul McCartney, Elton John, Harry Nilsson, John Cale, The Drifters, David Essex, Bryan Ferry, Gilbert O’Sullivan, Roxy Music, Jack Bruce, Johnny Hallyday, Lou Reed, John Cale og mange, mange flere.

Ved siden af sit sessionsarbejde har Spedding haft en solokarriere, der er resulteret en nogle få album, som især har haft feinschmeckernes og guitarnørdernes interesse. Et enkelt hit er det dog også blevet til. I 1975 kom han op på den engelske top 20 med nummeret “Motorbikin‘”.

Spedding har også forsøgt sig som producer. Blandt andet stod han for indspilningen af nogle af Sex Pistols første numre.

Nu er Spedding så aktuel med et nyt album med titlen “Pearls”, der efter sigende skulle vise spændvidden hos denne fine guitarist, der bevæger sig lige ubesværet inden for rock og jazz.

Jeg havde fornøjelsen at opleve Chris Spedding, da han for mange år siden gav koncert på Gellerup Scenen med John Cale. En af de koncerter, der brændte sig fast i erindringen. Og så vender jeg igen og igen tilbage til John Cales halvfjerdserindspilninger – bl.a. Slow Dazzle og Helen of Troy – hvor Spedding sætter sit markante aftryk på Cales dirty ass rock’n roll...