The Bangles havde det, der skulle til for at få succes i musikbranchen i 1980’erne. Nogle smækre, fotogene piger – Susanna Hoff, Anette Zilinskas og søstrene Vicki og Debbie Peterson – nogle gode stemmer, der kunne få flerstemmigheden til at gå op i en højere enhed, gode sange og så et af tidens musikalske løsener: power-poppen, som Bangles håndterede med tæft.
Som pigeband er det let at markedsføre sig selv på det sexede udseende. Og med en fortid som The Bangs og et kommercielt fokuseret pladeselskab (Columbia) blev der da heller ikke lagt skjul på blikfanget. Men Bangles var – heldigvis for det – mere end højglanspoleret, sexet x-factor. De kunne både synge, spille og ville noget med deres lette og charmerende udgave af garagerock.
Bangles blev dannet tilbage i 1981 og fik udsendte et singler (“Getting out of hand“/”Call on me“/”The Real World“), medens de stadig kaldte sig The Bangs, og et par EP’er, uden at det rokkede noget ved verden eller hitlisterne.
I 1984 kom så deres debutalbum All Over The Place. Pladen blev ikke nogen kommerciel succes (nåede kun op på Billboards albumliste som nr. 80), men den fik gode anmeldelser og gave Bangles mulighed for at eksponere sig for et større publikum, dels via en video til sangen “Going down to Liverpool” og som opvarmningsorkester for nogle at tidens helt store navne, fx Cyndi Lauper og Huey Lewis and the News. Pladen gjorde også med sin levende, upolerede udgave af powerpop indtryk på Prince, der efterfølgende sørgede for at give dem sangen “Manic Monday“, som blev gruppens første, store hit.
Med Princes mellemkomst var Bangles succes en kendsgerning. “Manic Monday” blev nr. 2 i USA og toppede rundt omkring i Europa.
I 1986 kom album nr. 2 Different Light, hvor produktionen var mere kommerciel og mainstreamorienteret. Og ikke mindst i kraft af sangen “Walk like an Egyptian” fik pladen stor succes.
På successens højdepunkt begyndte bandet at knage i fugerne. Pladeselskabet så en interesse i at markedsføre bandet med den dådyrøjede brunette, Susanna Hoff, som forgrundsfigur. Columbia ville helst udsende singleudspil, hvor hun var i front osv. Men Bangles var et kollektiv, der skrev sange sammen og deltes om de vokale roller.
Men inden de indre spændinger resulterede i en decideret opløsning – i 1988 – nåede de at indspille albummet Everything, som blev et kæmpehit. Albummet inkluderede også gruppens største succes, balladen “Eternal Flame” (m. Hoff i forgrunden…).
Pigerne gik hver deres vej. Hoff tog hul på en solokarriere, men kunne ikke leve op til Bangles succes. Petersonsøstrene gik over i andre mindre kendte grupper, bl.a. Continental Drifters.
Ti år senere – 1998 – fandt de gamle veninder sammen igen og fik mulighed for at indspille en sang – “Get the Girl” – til filmen Austin Powers: The Spy Who Shagged Me. Den blev fulgt op af en større turné i 2000. Og i 2003 kom så deres første album i 15 år: Doll Revolution. På pladen finder man en sang af Elvis Costello – “Tear of your head” – men ellers er alt materialet skrevet af gruppen selv. På grund af uheldig markedsføring blev pladen ikke nogen stor succes i hjemlandet, men i Tyskland fik gruppen et regulært come back. Doll Revolution burde have givet Bangles et regulært come back i USA og England, for der er tale om en skammeligt overset lille powerpopperle. De fleste af sangene kan du lytte til her (og skru lige op…).
Bangles har dog holdt skruen i vandet lige siden og har optrådt i forskellige sammenhæng – opsamlingsplader, tv osv. Og i 2009 gik de i studiet for at indspille albummet Sweetheart of the Sun, som er lige på trapperne. Og at dømme på de smagsprøver, der er sluppet ud, så tyder det på, at de stadigvæk formår at skrue et slidstærkt powerpopalbum sammen…
@Gowings: 🙂
JAAAAA! The Bangles!