I denne måned for 45 år siden udkom Beatles’ syvende album, Revolver. Med vennen Klaus Voormanns berømmede collage-tegning som cover.

Med Revolver tager Beatles endnu et skridt væk fra læreårene som underholdningsorkester med coverversioner af andres sange og med uafbrudte, ulidelige, opslidende, men også meget lærerige, koncerter. Koncertscenen er byttet ud med pladestudiet som det nye fiks- og fokuspunkt for de kreative udfoldelser. Det første skridt var taget med mesterværket Rubber Soul og endnu et ind i pladestudieteknologiens forjættede muligheder blev taget med Revolver.

Det efterfølgende album – Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band – er ofte nok blevet udråbt til at være den plade, hvormed Beatles revolutionerede ikke blot deres eget udtryk med beatmusikkens i det hele taget. Men lytter man nøje til Revolver her mere end fire årtier senere, så er står det indlysende klart, at forstudierne til de avantgardistiske eksperimenter og de innovative lydstudier allerede blev gjort på Rubber Soul og – ikke mindst – Revolver. Det er tydeligt, at projektet er at udforske sangskrivningens og pladeproduktionens muligheder og helst gå til grænsen og hinsides denne.

Beatles er ofte blevet kritiseret for – fx på det hvide album – at være eklektiske og (for) vidtfavnende stilistisk set. Og denne kritik falder for så vidt også på Revolver, der spænder fra regulære, guitardominerede rockpopsange som “Taxman” og “And Your Bird Can Sing” over klassiske McCartneyske ballader som “Eleanor Rigby” og For No One” og videre til børnesangen “Yellow Submarine”. Men gruppens spredte lemmer er mere udtryk for et kreativt overskud uden sidestykke i midten af tresserne. Sammen med deres kongeniale producer George Martin lader Lennon, McCartney, Harrison og Starr sig inspirere af alt, hvad de hører, og afstår ikke fra at afprøve nogle af de nye muligheder, der åbner sig for dem. Revolver er ikke nogen drøm af et stilistisk stramt conceptalbum – en af den tids idealer – men derimod en magtfuld demonstration af uhyre generøs sangskriveri og musikalsk idérigdom. Det er et album, hvor der ikke er et eneste svagt eller blot halvsvagt nummer…

Ikke alene har de 14 sange på pladen de popkvaliteter, man forbinder med Beatles, når de er bedst, men sangteksterne har også fået en refleksiv dimension, som distancerer dem fra de tidligere intelligente kærlighedssange. Bob Dylan har sat nye standarder for sangskrivningen, og Beatles følger trop med tekster, der både er poetiske (fx den novelleagtige Eleanor Rigby), politiske (Taxman) og filosofiske. Uden at det går ud over gruppens musikalske umiddelbarhed.

Noget andet, der er radikalt forandret, er lydbilledet, the sound. Legen med spolebåndoptagernes muligheder og andre tekniske finesser i studiet skaber en sound, som man ikke tidligere har hørt – hverken hos Beatles eller andre.

Når Revolver er blevet udskreget til at være en af de allerbedste Beatlesplader overhovedet – og nr. 5 på Rolling Stones liste over verdens bedste plader – så er det, fordi det her lykkes for gruppen at lave et album, der både tilfredstiller den erklærede popelsker, som “bare” vil synge med på sangene og danse til dem, men samtidig et album, der lægger op til fornyede genhør, hvor de musikalske lag kan afkodes og sangteksterne udlægges. Her er noget for både pophovedet og den intellektuelle Kloge åge.

Der er også brugt megen energi på det forhold, at Beatles i denne periode – som så mange andre – eksperimenterede med tidens “bevidsthedsudvidende” og euforiserende kemikalier. Og det har da sikkert også – som alt muligt andet! – været inspirerende. Men, hvis der er en sandhed om stoffernes betydning for sangskrivningen, så tror jeg, John Lennon kom den nærmest med bemærkningen om, at hverken brugen eller ikke-brugen af stoffer gjorde noget for sangskrivningen. Sagt på en anden måde – det man hører ved endnu et genhør med albummet – er, at Beatles bliver høje på musikken. Billedligt talt. Akkurat som lytterne ude ved højtalerne…

Revolver er en manifestation af den kunstneriske, æstetiske osv. frisættelse, som på gådefuld vis skete i de mytologiserede tressere. Og som Beatles på mange måder er blevet synonym med. Og det er mærkeligt og sært opløftende at lytte til dette overflødighedshorn af musikalsk overskud og frisættende energi i en tid, hvor alt synes at gå den anden vej…