Ovre hos mændene af den rette støbning diskuteres latinamerikansk opvaskemusik, og det fik mig sendt tilbage til dengang omkring 1980, hvor den brazilianske – og latinamerikanske i det hele taget – musik skyllede hen over musiklandskabet som en lun, gyngende og forfriskende bølge. Og en af de plader, der tilkæmpede sig en konstant plads på min B&O-grammofon var legebarnet Gilberto Gils Nightingale (1979). Ikke mindst pladens mest forførende hit – Sarara – fandt en naturlig plads på den indre jukebox, hvor den stadigvæk sætter i gang med at spille, når associationerne fremkalder den… Og den skulle være til at synge med på ved opvasken, i hvert fald omkvædet.