året var 1971, da The Who udsendte albummet Who’s Next. På coveret ser man de fire medlemmer lyne op, efter at de har pisset op ad en betonmonolit i et øde landskab. Et statement? I hvert fald en manifestation af bandets image som uregerlige, utilpassede unge lømler med musik i blodet og storhedsdrømme på nethinden. Det var i bandets storhedsperiode.

Bag sig havde de en lang række hits, rock-operaen Tommy, den legendariske og til dato et af de mest suveræne live-albums i rockmusikken, Live at Leeds. Det var vist Pete Townsends plan at lave endnu en rockopera (kendt som Lifehouse-projektet) eller i hvert faldt et samlet rockværk, men omstændighederne og de fire medlemmers svært forenelige individualiteter gjorde at projektet kuldsejlede. Og af asken fremstod et album, der af mange regnes for kronjuvelen i gruppens produktion.

Lifehouse-projektet blev aldrig til noget selvstændigt, men Who’s Next er et vidnesbyrd om, at ambitiøse projekter kaster noget frugtbart af sig, selv om ambitionerne ikke indhøstes fuldt ud.

Den første gang, jeg hørte indledningsnummeret “Baba O’Riley” med Townsend på piano og Dave Arbus på violin, var jeg solgt til stanglakrids. The Who havde på samme tid fornyet sig musikalsk – og var dog alligevel forblevet det samme, rebelske no-bullshit-rockband, som det havde været fra starten. Pladen er selvfølgelig blevet genudgivet i digitaliseret og udvidet forstand, men selv i den gode gamle vinyludgave fremstår den dugfrisk og som et tegn på, at rockmusikken overlever sin egen ungdommelighed…

Who’s next blev allerede i 1995 udsendt i en forbedret og udvidet udgave med otte ekstranumre fra de sessions, der gik forud for indspilningen. I den medfølgende lille bog forklarer Pete Townsend om omstændigheder ved indspilningen. Især om det forliste Lifehouseprojekt, som Townsend sammenligner med det mislykkede Bristol Brabazon-flyprojekt fra starten af halvtredserne. Et projekt, der var stort tænkt, men økonomisk og praktisk umuligt.

Med noget der ligner hudløs ærlighed fortæller Townsend, hvor Lifehouseprojektet må skrinlægges (men ikke opgives…), fordi han ikke formår at kommunikere sine grandiose planer og gale ideer videre til andre. Ikke mindst til hans intellektuelle sparringpartner Kit Lambert.

Fiaskoen er – får vi at vide – en direkte konsekvens af Tommy-rockoperaens succes. Dengang havde Kit Lambert forelagt Townsend et selvskrevet manus til Tommy-filmen, som Townsend i en rødvinsbrandert havde afvist. Bag alkoholtågerne lå også en angst for at få sit eget liv projiceret op på det store lærred. Tommy er langt hen en fortælling om Townsends eget liv.
Lambert reagerede med at lægge afstand til Townsend og hans Lifehouseprojekt – og dermed i realiteten umuliggørelse projektets realisation.

Townsend slog sig på brandy-flasken, og Lambert rejste til New York, hvor han udviklede et kraftigt heroinmisbrug.
Beskrivelsen af de mildest talt kaotiske indspilninger i New York (hos Lambert) og senere færdiggørelsen i London viser Townsend som en semi-intellektuel kunstner med grandiose kunstneriske visioner og ambitioner, men også en plaget mand, der har lettere ved – som en anden flagellant – at plage og pine sig selv end ved at glædes – og som ikke lægger låg på sin nådesløse selvkritik.

Når pladen alligevel gik hen og blev et af halvfjerdsernes hovedværker, så hænger det sammen med den enkle kendsgerning, som Townsend erkender: The Who var et godt rockband.

Med en håndfuld gode sange og en godt rockband – plus hjælp fra nogle gode musikervenner – så kan det ikke gå helt galt i et pladestudie. Og The Who har aldrig været bedre, end når de holder sig til den enkle, gode rocksang…

Who’s next udkom i starten af august 1971.