På mandag er det 40 år siden The Concert for Bangladesh løb af stablen med navne som George Harrison, Bob Dylan, Eric Clapton, Ringo Starr, Ravi Shankar og Leon Russel på plakaten. Baggrunden var, at hundredtusindvis af flygtninge var strømmet til Kolkata (tidl. Calcutta) og andre steder, fordrevet af en voldsom storm i Østparkistan og Vest-Bengalen. Ravi Shankar og George Harrison tog initiativet til denne koncert, der blev startskuddet til alle de Live Aid-koncerter og andre velgørenhedskoncerter, vi siden har kunnet overvære.
Koncerten i Bangladesh blev foreviget på film og på et triplealbum. George Harrison skrev sangen “Bangla Desh”, der udkom på single og blev et pænt hit (nr. 23 i USA og nr. 10 i England). Og pengene strømmede ind…
Bangladesh-koncerten blev også et lærestykke i rockfilantropiens problematiske sammenblanding af kunst og velgørenhed. Musikalsk set var koncerten nogenlunde vellykket. Til gengæld var den økonomiske side af sagen – selve velgørenhedshandlingen – tvivlsom. Da koncerten var overstået, var der usikkerhed om, hvordan pengene skulle nå frem til de mange ofre for katastrofen. Og Harrison og Co. kunne bekymre sig om, at mange af pengene forsvandt ad andre uransagelige veje… Harrison og vennerne var amatører udi velgørenhedsarbejdet og lærte noget om, hvor vanskeligt det er at gennemføre velgørenhedsarbejde. Blandt meget andet oplevede de, at de amerikanske skattemyndigheder lagde beslag på en stor del af de indtjente penge, fordi arrangørerne ikke i forvejen havde sikret sig en legitim institutionel ramme – Unicef – for koncerten. I det hele taget var koncerten et lærestykke i, at idealistisk velgørenhed indebærer omkostningstung administration, logistik osv.
Set i lyset af den aktuelle, gigantiske sultkatastrofe på Afrikas Horn, som allerede har genoplivet tanken om en Live Aid-koncert, så må man spørge, om kombinationen af rockkoncert og velgørenhed er nogen god idé? Hvis en stor del af det økonomiske udkomme bliver ædt op af administration osv., og hvis det kunstneriske udbytte er tvivlsomt, hvorfor så ikke droppe idéen og give en skærv af egen lomme?
Koncerten for Bangladesh var på en måde et efterskrift til tresseridealismens drømme om en bedre verden, et punktum for hippiernes smukke og naive tro på, at uselvisk kærlighed, fred og forståelse uden modstand kunne trænge gennem verden.