Jackie DeShannon genfortolker sig selv

Author:

Når man har skrevet sange som “When You Walk in the Room,” “Put a Little Love in Your Heart,” “Bette Davis Eyes,” “Come and Stay With Me,” “Heart in Hand” og “Needles and Pins”, og når kunstnere som fx Van Morrison, Al Green, Annie Lennox, Bruce Springsteen, Dolly Parton, The Byrds, Marianne Faithfull, The Temptations, Cher, The Searchers, Brenda Lee, Rick Nelson, The Carpenters, Anne Murray, Delaney & Bonnie, Ella Fitzgerald, Steve Forbert, Pam Tillis, The Dave Clark Five, Tracey Ullman, Dean Martin, Mary Mary, Dionne Warwick, Bobby Vee, The Fleetwoods, Dobie Gray, Rita Coolidge og Duane Eddy har fortolket ens sange – så er man ikke hvem som helst i populærmusikken.

Vi snakker selvfølgelig om sangerinden og sangskriveren Jackie DeShannon. Og anledningen til at nævne hende igen her i bloggen er, at det lille, nystartede specialistplademærke RockBeat Records om kort tid udgiver en CD, hvor den nu 66-årige sangerinde har genindspillet en række af sine mest kendte sange.

Titlen er – ikke overraskende – When You Walk In The Room, som også er titlen på hendes nok mest kendte sang overhovedet. I følge de foreløbige informationer drejer det sig om indspilninger, hvor arrangementerne er barberet helt ned til det mest nødvendige – guitar,bas og stemme (m. enkelte drys af strygere og elguitar) – så sangforedraget og sangene kan komme helt til deres ret. Jackie DeShannons sange kan nemlige holde til det…

Sangskriveren, der i år er blevet indlemmet i Songwriters Hall of Fame, har som sanger og fortolker af sine egne sange nok stået lidt i skyggen af de kunstnere, der har haft succes med hendes sange. Og det er – efter min mening – ikke helt retfærdigt, for hendes egne fortolkninger stikker ofte emotionelt dybere end fortolkernes; man er ikke i tvivl om, at det er hendes sange, og at teksterne betyder noget for hende. Derfor er det også lidt pudsigt, at en af hendes største hitlistesuccesser var hendes fortolkning af Bacharachs & Davids “What the World Needs Now Is Love”, som nåede op på Billboards singlelistes 7. plads i 1965. I øvrigt en fortolkning, der gav god mening til begrebet blue eyed soul…

Retfærdigvis skal det dog tilføjes, at hun oplevede en endnu større succes med “Put a Little Love in Your Heart”, som hun selv har skrevet. I 1969 nåede den op på 4. pladsen. Men ellers har det knebet med hits i den øverste halvdel af top 100.

I år er det i øvrigt 30 år siden, Kim Carnes hittede med sin udgave af “Bette Davis Eyes”, skrevet af DeShannon og med tekst af Donna Weiss.

Jackie DeShannon fortolker Bob Dylans Walkin’ Down The Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *