»Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«.
Hvis man har læst dagens aviser og medier, vil man med garanti have stødt på ovenstående citat i en eller anden form. Venstreminister Søren Pinds emotionelt drevne udtalelser på sin Facebookside har givet anledning til mange kommentarer rundt omkring på nettet. Og det er kun forståeligt. At sætte fredelige vindmølleprotesterende, irakiske kirkebesættere, unge bz-ere osv. på fællesnævneren â€ekstremismenâ€, må nødvendigvis fremkalde protester, modsigelser osv.
Termen “ekstremisme” – her oven i købet i bestemt form – er kendetegnet ved at blive brugt fra en udsigelsesposition, der opfatter sig selv som stående i midten, centralt i det politiske felt, på den Pinds selv betegner en “klippegrund”. Det er altid “de andre”, der er yderliggående, ekstremister.
Og termen bruges især i politisk retorik, hvad enten der er tale om venstre- eller højrefløjsretorik. I borgelig forstand – som i Pinds tilfælde – drejer det sig om positioner, der opfattes som antagonistiske, uforsonlige i forhold til det borgerlige demokrati (“demokratiets og retsstatens klippegrund”).
Det er også kendetegnende for dem, der bruger termen “ekstremisme”, at den ofte forbindes med ideer, der forstås som sikring af det borgerlige demokrati: styrkelse af politiet og dets magtmidler, udvidelse af efterretningstjenesternes beføjelser og i det hele taget en effektivisering af statens magtmidler over for befolkningen. Derfor ser vi også i kølvandet på begivenhederne i Norge, at der efterspørges flere love, censurregler (fx i forhold til den norske mands terrormanual) osv. Brugen af ordet ‘ekstremisme’ er tæt forbundet med en tankegang, der vil løse politiske problemeer med instrumentelle og administrative midler – og ikke ad demokratisk vej. Altså gennem dialog, oplysning osv.
Når Pinds slår alt i hartkorn og taler om “ekstremismen” foretager han en alvorlig generalisering, hvis konsekvenser vil være lige så generelle sanktioner og forholdsregler. Sagt på en anden måde: Fordi Pind nægter at skelne mellem de forskellige former for ‘ekstremisme’ (som han forstår det), vil hans løsninger blive almene og i sidste ende komme til at gælde alle (andre).
Problemet med denne ekstremismetankegang er, at den er fuldstændig blind over for sin egen udsigelses position. Pinds associationskæde eller metonymiske glidning omfatter i sin konsekvens enhver dissens eller kritik i og af det borgerlige demokrati. Den demokratiske uenighed, som jo er demokratiets essens, bliver gjort til ekstremisme. Enten er man med Pind. Eller også er man ikke. Og dermed placerer Pind sig i en udemokratisk og ekstremistisk position.
@Gowings: Pind har Ã¥benbart lidt svært med at mene noget. I dagens aviser kan man bl.a. læse, at han tidligere har forsvaret civil ulydighed (dele af Slyngelmanifestet!). Men som minister vil han Ã¥benbart være ekstremist…
Rigtigt – sjov tanke egentlig:”Og hr. Søren Pind, hvad mener de sÃ¥ i fritiden, nÃ¥r de ikke er i ministeriet?”
@Gowings: Jeg har hørt, at Pind har forsøgt at dække sig ind under, at Facebookudtalelserne havde privat karakter. Og at han i konsekvens af omtalerne gør sin Facebookprofil offentlig og nedtoner sit sprogbrug. Men den går ikke. Det handler om holdninger. Og bordet fanger. Man kan ikke sådan skelne mellem offentlig/privat som meningsdanner.
Pinds udtalelser er interessante, fordi de netop trækker i en totalitær retning, og det er en tendens, der er blevet tydeligere og tydeligere gennem de sidste 10 år eller mere. I går kunne man høre DFs Søren Espersen (P1 Debat) fremføre samme totalitære sort-hvide tankesæt.
NÃ¥r jeg afstÃ¥r fra at kalde Pind fascist, sÃ¥ er det, fordi jeg ikke vil bruge facist- eller nazi-kortet uden at have fuld dækning for det. Det betyder ikke, at der ikke er overensstemmelse mellem det totalitære i Pinds tænkning og fascisternes (eller leninisternes) for den sags skyld. Men der er stadigvæk et stykke vej til den fascistoide ideologi…
Det er klart, at det er at sætte tingene pÃ¥ spidsen at nævne fascisme i den her sammenhæng (og sÃ¥ egentlig begÃ¥ samme dumme fejl som Pind – undskyld)
Ikke at evne at balancere propertionerne i sine udtalelser som minister er ikke noget nyt indenfor de sidste ti Ã¥r. Djævelen ligger efter min mening i den udtalte ‘træthed’ overfor, og kompromitering af, grupperinger i samfundet der ikke bare retter ind og trækker i samme, for samfundet nyttige, retning. Det er interessant med Pinds brug af Facebook i den her sammenhæng, som han igen og igen insisterer pÃ¥ er et lukket privat forum.
@Gowings: Der er i hvert fald noget totalitært over enten-er-du-med-eller- ogsÃ¥-er-du-imod-tankegangen. Det der kendetegner demokrati er snarere grÃ¥zoner, paradokser, indre modsigelser, divergens, kritik osv. Facisme vil jeg bestemt ikke kalde Pind, men min analyse peger pÃ¥, at totalitær tankegang ikke er forbeholdt fascister, leninister, islamister osv. Den findes ogsÃ¥ blandt erklærede demokratitilhængere…
Ret beset er det vel en totalitær virkelighedsopfattelse – fascisme?
Ja enten er du med os eller ogs̴ er du imod os Рog vi m̴ se at f̴ skilt f̴rene fra bukkene Рog ellers er du sikkert ekstremist. Det er jo en herligt simpel og overskuelig verdensanskuelse Рmen vel egentlig ikke ny fra den kant.