Her sidder jeg denne grå mandag formiddag og lytter til Amy Winehouses debutalbum “Frank”. Ikke for at synke ned i tristesse over en kunstners alt for tidlige død. Men, fordi et par ting i de mange skriverier om hende i kølvandet på nyheden om hendes død ikke passer ind i mit billede af frk. Winehouse. Den ene ting er, at mange hurtigt har indlemmet hende i Klub 27, klubben over unge døde i musikken, Jimi, Janis, Jim… For godt nok blev Amy kun 27, men i min bevidsthed hører hun ikk e hjemme i den sammenhæng – rocken – men snarere i jazzen. Hun har mere til fælles med Billie Holliday end Janis Joplin – hvis vi lige ser bort fra drikkeriet og det med stofferne…

Er man i tvivl, så synes jeg, man skulle lægge øre til hendes debutalbum, Frank, som du lige nu kan høre i sin fulde længde her. Den er gennemsyret af jazzfeeling.

Og dermed er jeg ovre ved min andet forbehold over for de mange kommentarer. Mange har fremhævet Winehouses andet album “Back to Black” som værende hendes allerbedste. Det er er jeg slet ikke enig i. Bevares, det er nok det bedst producerede og mest poppede af de to album. Men “Frank” hævder sig ved – som titlen antyder – sin musikalsk og tekstlige frimodighed, ja, frækhed. Det er i bedste forstand en debutplade, hvor kunstneren ikke har nogle forventninger at leve op til, men står frem med den uforfærdethed og ærlighed, som man som lytter kan forvente af netop en debutant. Amy synger ubesværet, fraserer og leger med ordene som en sangerinde med langt større erfaring.

Amy er død. Det kan vi ikke gøre noget ved. Men hendes plader holder til mange genhør…