Næppe er det sidste offer efter terrorhandlingerne i Norge registreret, før eftertanken begynder at arbejde. Splinter af kritik og refleksion melder sig i den unisone solidaritet, der har præget timerne lige efter de tragiske begivenheder.

I gårsdagen aviser kunne man således læse, at nogen sætter spørgmålstegn ved politiets effektivitet og handlekraft. Hvorfor kunne den lyshårede, højreekstremistiske nordmand gå rundt i halvanden time på Utøya, før politiet nåede frem? Og politiet forsvarer sig mod kritikken i dag.

I går kunne man også høre og læse, at mange nordmænd var ‘lettede’ over, at der kun være tale om en højreekstremist fra Norge og ikke den islamiske terrorisme, der har været på dagsordenen i medier og politisk offentlighed de sidste ti år. Lettelsen er både forståelig – og så alligevel ikke helt. Det er en lettelse, når ens værste, bange anelser ikke bliver indfriet. Men omvendt må det være skræmmende, at terroren opstår lige midt i et pænt, borgerligt boligkvarter i Oslo, at den er udført af en mand, der var medlem af Frimurerlogen, tidligere medlem af Fremskridtspartiet og selvstændig erhvervsdrivende, altså indbegrebet af det bestående.

Endnu en eftertanke, jeg tror vil melde sig den kommende tid, gælder selve terrorberedskabet og -bekæmpelsen. For er den lyshårede nordmands succesfulde (!) terrorhandlinger, der efter sigende er planlagt gennem ni år, ikke netop en demonstration af, at anti-terror-tænkningen, vi har set formuleret efter 9/11, og de efterfølgende terrorlove, som har indskrænket almindelige borgeres rettigheder, ikke virker efter hensigten? Den øgede overvågning af og kontrol med civilsamfundet dur ikke. Vi så det også med den enbenede bombemand i København og angrebet på Kurt Westergaard. Den herskende anti-terrortænkning har fejlet.

Og spørgsmålet er, om ikke vi når længere ved at erkende – en gang for alle – at terroren lurer i hjertet af vores civilisation, at den er et produkt af det samfund, vi lever i, og at vi bedst modvirker den ved at bevare et åbent samfund og sætte vores lid til traditionel efterretningsarbejde?