I går eftermiddags kørte jeg til arbejde og lyttede som vanligt til P1. Og en af de garvede journalister havde fået til opgave at fortolke de voldsomme begivenheder i Norge. Med en næsten rygmarvsagtig reaktion skrev journalisten de to terrorhandlinger ind i den fortælling om den islamiske terrorisme, som er blevet spundet, siden vi oplevede 9/11, alle moderne terrorbegivenheders ‘moder’, som en fransk filosof kaldte den.
Senere sad jeg i frokoststuen med en ung kollega, og i baggrunden kværnede DR-Update, der forsøgte at holde informationsniveaet up-to-date. Og det kom frem, at man havde pågrebet gerningsmanden. Og han var lyshåret. Norsk sandsynligvis. Og jeg undrede mig. Lige som jeg undrede mig over, at den lyshårede mand var gået til angreb mod helt unge socialdemokrater på en ølejr. Medens billederne af unge, der forsøgte at svømme væk fra den skydegale lyshårede mand gled hen over skærmen for gud-ved-hvilken gang, sprang den tanke ind i mit hoved, at der måske slet ikke var tale om en handling udtænkt af Osama Bin Ladens krigere eller Taliban. Men derimod en højreekstremist fra Skandinavien.
Det er jo en kendt sag, at højreekstremismen har et godt greb i vores såkaldte brødrelande Sverige – ikke mindst – og Norge. Og i dag handler en af nyhederne netop om, at den anholdte er kendt i det højreekstremistiske miljø i Sydnorge.
Hvis det er tilfældet, sagde jeg til min unge kollega, så har terrorhandlingerne i Norge mere end én symbolsk betydning. Ud over den symbolik, der ligger i selve terrorhandlingen, så har den også en implosiv effekt på fortællingen om terrorismen efter 9/11. Handlingerne i Norge passer ikke ind i fortællingen. Den kollapser og bliver til en fortælling blandt mange. Og ikke nok med det. Fortællingen om den ydre fjende, som kom flyvende ind i vores civilisations hjerte, bliver nu så småt famlende og tøvende til en fortælling om en ondskab, vi nærer ved vores egen civilisations hjerte. Og måske om vores civilisations medskyldighed i terrorismen.
Jeg sætter stearinlys i vindueskarmen.