Det forlyder, at den danske kulturminister Per Stig Møller til efteråret vil fremlægge et lovforslag om bekæmpelse af netpirateri i Danmark. En blød dansk version af den model, der er blevet brugt i USA, Frankrig, England og andre vestlige lande, og som bygger på princippet: three strikes – and out. Altså et princip om, at krænkelse af ophavsret/copyright kan ende med, at krænkeren får afbrudt sin forbindelse til internettet.
I Politiken i går illustreres lovprincippet af en vittighedstegning af Mette Dreyer, der viser en fransk netpirat iført stribet t-shirt og sørøverhat, siddende med et overskåret netkabel i hånde. Merde! udbryder han. Lort!
I følge samme artikel vil det danske lovforslag dog ikke være så radikalt som i de andre lande. I Danmark vil man – i øvrigt i overensstemmelse med EU-politiken på internetområdet – afstå fra at klippe forbindelsen. Men vil “nøjes” med at sende advarsler – to – hvorefter krænkeren vil få en retssag på halsen.
Selv om lovarbejdet er foregået bag nedrullede gardiner og uden den store folkelige debat (uden for de kredse, der i forvejen interesserer sig for emnet), så er det ikke overraskende, at den danske regering følger trop i denne sag. At forvente nytænkning på området ville være udtryk for naivitet i forhold til de politiske realiteter.
Alligevel kan det godt undre en lidt, at de foreløbige erfaringer fra de andre lande ikke har givet rum for mere eftertanke og besindelse. For i samme artikel kan man læse, at der siden indførelsen af den franske Hadopi-lov sidste år, så er der begået krænkelser af ophavsret-/copyrightbeskyttet materiale på 18 millioner ip-adresser. Og det skal ses i lyset af, at der er lidt mere end 65 millioner franskmænd. Indtil videre er har ingen fået afbrudt deres internetforbindelse. Det er lykkedes at identificere 900.000 ip-adresser, hvorfra der er begået krænkelser. Ca. halvdelen af disse har modtaget den første advarsel og 20.000 har modtaget advarsel nr. 2. 10 ip-adresser kan imødese en retssag…
Selv om en anden undersøgelse i Frankrig tyder på, at Hadopilovgivningen har fået nogle internetbrugere til at ændre adfærd, eller i hvert fald overveje det, i retning af mere legale handlinger, så giver tallene ovenfor et billedet af krænkelsernes omfang (eller almindelighed…), men også en fornemmelse af, hvilket enormt arbejde beskyttelsen af ophavsret og copyrigth står over for, og dermed hvilke enorme ressourcer, der skal bruges i kampen mod det såkaldte netpirateri. Dertil skal lægges det problem, der ligger i, at man nok kan identificere en krænkende ip-adresse. Det er straks sværere at hænge en eller flere personer op på denne ip-adresse. Med flere og flere trådløse netforbindelser og sammensmeltningen af internet og mobiltelefoni, så kan man let forestille sig, hvilket arbejdet, ‘detektiverne’ kommer på. Erfaringerne fra England blandt andet har allerede understreget problemets størrelse.
Løsningen på den gordiske internetknude ligger – det viser den hidtidige udvikling – i legaliseringen af brugen af internettet. De nye mere eller mindre gratis og reklamefinansierede musiktjenester er de bedste indicier på dette forhold. Kunne man tænke sig andre og mere radikale løsninger ad det spor? Man har jo gjort det i radio- og tvmediet, hvor alle betaler til forbruget af billeder og lyd gennem KODA-aftaler, licens osv. Engang foregik der jo også ulovlig ‘download’ på de medier – selv om det efterhånden er mange år siden…
En andet andet forhold, som har været skubbet lidt i baggrunden i den ophedede debat om netpirateri, er den gode gamle folkeoplysning. Derfor er det opmuntrende, at Dansk Industri – selv organisationen forventeligt bakker op om den nye danske lov – mener, at loven i sig selv ikke vil løse problemet. Der skal også oplysningskampagner til. Det, tror jeg, er rigtig set. Meget tyder nemlig på, at især unge, der er vokset op med internettet, har tillagt sig en forbrugeradfærd, hvor ideen om ophavsret i bedste fald er skubbet langt tilbage i bevidstheden, fordi fildeling er og har været den gængse praksis på nettet…
Oplysning i sig selv vil heller ikke være løsningen, men det er vigtigt, at vi får en seriøs debat om ophavsretten (og copyrighten) i internettets tidsalder. Dels, for at de opvoksende unge kan få en forståelse for denne særlige form for intellektuel “ejendomsret”, og dels fordi den trænger til at blive gentænkt i den digitale tidsalder.