Omtalen af Den Farlige Bog For Drenge fik mig til – tilskyndet af et billede af den baggård, hvor jeg som purk løb rundt med ramponerede knæ, at ihukomme nogle af de drengelege, som vi kastede os over – og som nutidens pædagogik nok ikke ville bifalde. En af dem var at “skrælle” nabolagets cykler for det celluloidagtige plastmateriale, som cykelstyrene var udstyret med. Det foregik enten i de småskumle, hengemte, urinstinkende cykelkældre, med vagter placeret ved udgangene eller – hvis spændingen skulle have en tand til ved husmurene, hvor cyklerne stod parkeret. De fleste voksencykler – som jeg husker det – var store, tunge sorte turistcykler med brede sadler og solide bagagebærere. Og for damemodellernes vedkommende: Store flettede cykelkurve.
Hvilket formål – ud over at være pynt – dette sorte, riflede materiale tjente, aner jeg ikke. Men i hvert fald havde vi fundet ud af, at det kunne ose gevaldigt, når det først var antændt ved hjælp af et forstørrelsesglas – kaldet: et brændglas – og solens stråler. Med en lommekniv eller en dolk – ja, sådan en gik jeg med fra jeg ganske lille – blev det sorte bånd befriet fra styret og helst i et stort stykke. Når det først var antændt bredte ilden sig med en sydende lyd, indtil der kun var asken og lugten tilbage. Hvis det sorte stads først blev pakket ind i papir var effekten endnu større. Pyroteknik for begyndere i baggården. Selv om vi blev forfulgt af uforstående voksne, der truede med tærsk og andre afstraffelser, og vi ofte måtte tage benene på nakken, fortsatte afbrændingen, indtil der ikke var mere at komme efter.
@Morten Cms Petersen: Næ, det er klogt at huske på, hvordan man selv var.
Sikke nogen frække unger i alle sammen har været engang. Jaja, men sÃ¥ kan man jo ikke komme efter ungdommen nutildags og spille hellig 🙂
Ork, hos mig kunne man være en kvindelig udgave af Wyatt Earp den ene dag, og Jackie O. den næste.
For resten var ens fars gamle negativer til billederne i familiealbummet ogsÃ¥ særdeles velegnede til brændglasafbrænding …
@Sifka: Du mÃ¥ have været en sej pige! I min barndoms gade var det kun de uartige knægte, der gjorde sÃ¥dan noget. Pigerne hinkede, sjippede og sÃ¥’n… 🙂
Jeg har ogsÃ¥ “skrællet” cykelstyr tidligere og tanken fÃ¥r det til at gyse, ikke over erindringen, men ved tanken om, hvor rasende irriteret jeg ville blive, hvis jeg idag skulle opleve, at mit styr var blevet skrællet.
Den slags skænkede jeg ikke en tanke dengang, da var det kun det fabelagtige ved lugten og ikke mindst røgudviklingen, der kørte handlingen 🙂
Der ramte jeg vist en nostalgisk-anakronistisk Ã¥re! 🙂
Oh, jeg kan mærke lugten i næseborene igen!
Husker ogsÃ¥ tydeligt at jeg i 60’erne, har været med til at løbe rundt i kvarterets cykelkældre med en lommekniv, for at “skrælle” cyklernes styr for celloid. Det fede ved materialet var at det var sÃ¥ let antændeligt ved hjælp af “brændeglasset”. Røgudviklingen var heller ikke sÃ¥dan at “kimse” ad. Sjovt at læse om det ………. det var ellers røget i glemmebogen hos mig.