Jeg har snart ikke tal på de gange, jeg har lovprist sangerinden Linda Ronstadt i denne blog. Men der er også andre sangerinder, der står mit hjerte  nær. En af dem er Maria Grazia Rosa Domenica D’Amato, eller som hun kalder sig nu: Maria Muldaur.

Muldaur har ikke nået Linda Ronstadt berømmelse, og det er efter min mening lidt uretfærdigt, hvis man overhovedet kan tale om retfærdighed i den branche… Men noget af forklaringen er nok – hvis man ser bort fra hele promotionspørgsmålet – at Maria Muldaur hele vejen igennem sin karriere har været mere traditionsbunden og ikke har bredt sig stilistisk så vidt som Linda Ronstadt.

Den 67-årige Muldaurs karriere begyndte, da tressernes folkbølge begyndte at skylle ind over USA. Under sit pigenavn Maria D’Amato optrådte hun med folk som John Sebastian fra Lovin Spoonful, David Grisman (Earth Opera m.m.) og Stefan Grossman (som bl.a. er kendt for sit samarbejde med Harmoniorkesteret Kærne) i samme miljø, som en vis Bob Dylan også frekventerede (hendes erindringer om ham kan man se i Martin Scorseses “No Direction Home” fra 2005). Hun spillede også i to jugbands, bl.a. Jim Kweskin & His Jug Band, hvor hun mødte sin kommende mand Geoff Muldaur.

I 1972 blev hun skilt fra Geoff, men beholdt efternavnet og udsendte året efter sit første succesfulde soloalbum Maria Muldaur. Det indeholdt hendes største hit til dato, “Midnight at the Oasis” (skrevet af David Nichtern), som nåede op på Billboards Hot 100 som nr. 6. Det var et særdeles vellykket album med fine fortolkninger af sange skrevet af Jimmie Rogers, Dolly Parton, Kate McGarrigle, Dan Hicks, Wendy Waldman m.fl. Albummet nåede en 3. plads på albumlisten og kastede guld af sig – i mere end en forstand.

Siden har hun udsendt omkring 30 album. Alle af høj kvalitet og altid med opbakning fra de bedste musikere, der kan opdrives derovre. En udmærket introduktion til Maria Muldaur finder man på albummet I’m a Woman: 30 Years of Maria Muldaur, som udkom i 2004 og stadigvæk er i handlen – og kun kan anbefales på de varmeste.

Nu er hun så aktuel igen med et album med titlen Steady Love, som er indspillet i New Orleans med håndplukkede musikere fra Crescent City. Der er tale om blues- og swamp-funk-numre. En appetitvækkende smagsprøve er lagt ud på nettet, hvor Muldaur og Co. giver deres version af Elvin Bishops og Bobby Cochranes “I’ll be glad“. Det er sejt, swingende og medrivende. Marias stemme er blevet en anelse mørkere med tiden, men er lige så fascinerende som altid. Og hun holder sig også godt, at dømme efter coverfotoet ovenfor…