Det er agurketid, og som forfatteren Henrik Dahl skrev et sted (i Kommunikationsforum), så kan man næsten forudsige, hvilke ”agurker” aviserne og medierne vil servere for medieforbrugerne i ferieperioden. Fx sommerens største isvaffel… Og dukker der endelig et emne op med en vis substans, kan man være nognelunde sikker på, at der bliver drøvtygget så længe, det overhovedet lader sig gøre og spytkirtlerne tørrer ud…

Et af de mere seriøse emner, som medierne har kastet sig over denne sommer, er den såkaldte “fedmeepidemi”. Altså det forhold, at flere og flere danskere (akkurat som det er sket i andre vestlige lande med USA i spidsen) er blevet for tykke. I hvert fald for tykke i forhold til det statistiske billede af, hvordan en normaldansker bør se ud. I følge oplysningerne skulle omkring 600.000 danskere være overvægtige. Altså mere end 10% af den samlede befolkning. Og der skulle være tale om en fordobling i løbet af en tyveårig periode.

Overfladigt læst handler de mange, aktuelle artikler om ”fedme” om sundhed. Men skraber man lidt i overflade bliver det hurtigt tydeligt, at det i allerhøjeste grad handler om penge (samfundsøkonomi) og ideologi.

Det ideologiske kommer helt tydeligt frem i en tidlig artikel fra Politiken, som redegør for en Megafon-undersøgelse, som sætter skub i artikelserien. Den journalistiske vinkling lader ikke nogen i tvivl om, at fedme er et individuelt problem og ansvar:

”Store mennesker må selv stå til regnskab for, at de er overvægtige. Det er det klare budskab fra danskerne i en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2. 1.010 personer har svaret på spørgsmål om overvægt, og 86 procent af dem lægger først og fremmest ansvaret på den overvægtige selv. Blot 4 procent peger på vennerne og familien som de ansvarlige. Samme andel giver samfundet ansvaret, mens resten ikke tager stilling.”

Synsvinklen underbygges straks med udsagn fra såkaldte ”eksperter”. Den første er den såkaldte ”livsstilsekspert” Henrik Byager (han er egl. Journalist), som ikke bringer fakta på bordet, men lægger en subjektiv, moralsk vurdering frem:

»Fedme er et af de helt store tabuer, vi har tilbage. Det vækker en blanding af afsky og medlidenhed. Det er en af de ting, som for alvor kan forstyrre billedet af en person. Det giver på ingen måde respekt, når man ikke kan styre sit indtag, og når en person når en vis vægt, så bliver vægten det første og i mange tilfælde det eneste karaktertræk, vi ser«

Den næste ”ekspert”, der trækkes af den ideologiske stald, er sociolog Nanna Mik-Meyer, der tituleres ”leder af Center for Health Management på CBS”. Man bemærker, at Mik-Meyer kommer fra Copenhagen Business Schools afdeling for Health Management. Hendes ekspertise drejer sig altså om økonomisk styring af sundhedsområdet. Ikke om sundhed som sådan.

Uden at træde nogen over tæerne, kan man roligt sige, at CBS er en af neo-liberalismens højborge. Som andre handelshøjskoler er man primært forsvarere af det bestående liberalistiske økonomiske systemet – og dets ideologiske overbygning. Og det kommer da også helt klart til udtryk i Nanna Mik-Meyers udmelding. Hun siger indledningsvis (og jeg understreger): ”vi [ser]de overvægtige som personer, der har mistet kontrollen, og så står vægten som en modsætning til de egenskaber, vi hylder”. Hvilke egenskaber, der er tale om, at ”vi hylder”, udfoldes straks efter:

»De dominerende værdier i et nyliberalt samfund er, at man skal være i kontrol, vise ansvar og have styr på sit liv. Det kan du se helt ned i folkeskolen, hvor børnene skal evaluere sig selv, og på arbejdspladsen til medarbejderudviklingssamtaler, alt handler om selvledelse og selvstyring. Med de værdier i højsædet bliver den overvægtige krop også et menneske, der ikke formår at lede sig selv på den rigtige måde, men i stedet lader stå til trods livsstilssygdomme«.

Den ny-liberalistiske ideologi med dens fremherskende management-tænkning gennemsyrer helt dette udsagn. Fra ende til anden.

Ekspertudsagnene følges op af et interview med Birgitte Hansen, der er leder af Adipositasforeningen, en forening for stærkt overvægtige. Og hun kan – selvfølgelig – fortælle en historie om de problemer, som stærkt overvægtige har. Og skulle det ikke være nok, så slutter de to Politiken-journalister af med en rask lille voxpopundersøgelse med ledende spørgsmål som fx ”Hvad tænker du, hvis du ser en overvægtig person spise en is?”. Hvis man ikke allerede var blevet overbevist om, at fedme er et individuelt problem, så skal de små kommentarer nok sørge for, at man sidder tilbage med et indtryk af, at overvægtige mennesker er nogle ynkelige skabninger, nogle tabere, der er faldet af nyliberalismens fremadbuldrende tog…

Men hvor bliver eftertanken af i denne artikel, der jo ikke gør nogen (journalistisk) dyd ud af at se på sagen fra bare en anden side? For eksempel kan man – jeg – ikke lade være med at tænke, at det sgu da er mærkeligt, at fedmeepidemien netop breder sig i samfund, der bekender sig til liberalismen og alle dens idealer? Og at det er lige så tankevækkende, at problemet er vokset markant, medens vi har haft en liberalistisk regering, der har ført en økonomisk bestemt sundhedspolitik! Sundhedsminister Bertel Haarder citeres i artiklen for at være »fortvivlet over fedmeepidemien«. Han burde vel rettelig være fortvivlet over den førte sundhedspolitik!

Mit ærinde med dette indlæg er ikke at bagatellisere fedmeproblemet, men at rejse spørgsmål som fx: Er det sandsynlig, at vi løser problemet – som jo er et kulturelt problem, der knytter sig til de vestlige lande og deres liberalistiske økonomier – ved at flytte hele ansvaret over på den enkelte? Jeg synes, at en artikel som denne netop understreger, at det også i allerhøjeste grad er et samfundsmæssigt problem. Selvfølgelig skal vi ikke fratage den enkelte et medansvar for sin livsførelse, lige som vi ikke skal fratage den enkelte friheden til at leve sit liv efter bedste evne og overbevisning, men vi kan og skal ikke se bort fra den samfundsmæssige ramme, som dette liv udspiller sig i. Det er sigende, at man fx kan læse direktøren for et kartoffelchipsproducerende virksomhed kommentere den aktuelle debat med den simple konstatering, at problemet ikke alene er antallet af kalorier, men at vi lever i et samfund, hvor vi stort set ikke bevæger os. Osv.